




FC Københavns cheftræner var en glad mand efter tirsdagens 5-0-sejr over Malmö FF i Champions League-kvalifikationen.
Jacob Neestrup havde dog ikke tænkt sig at sende de svenske gæster hjem uden en lille hilsen.
Forud for det første opgør i Malmø kom svenskerne med den ene stikpille efter den anden, inden cheftræner Henrik Rydström på mandagens pressemøde brugte meget taletid på FC Københavns langt større pengepung.
Den retorik forstår FCK-træneren ikke meget af, og det lod han den danske presse vide efter tirsdagens ydmygelse i Parken.
- Jeg må indrømme, at når modstanderens træner og spillere begynder at snakke om budgetforskelle, trænerens løn og spillernes lønninger, så ved jeg, at vi har vundet. Og det bekræfter mig i de store forskelle, der er på de to klubber.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De kommer i hvert fald sikkert hjem, for de har pustet en redningsbåd op på størrelse med en Scandlines-færge, der kan sejle mellem Helsingborg og Helsingør.
- I må venligst gerne sige til mig, hvis jeg en dag sidder som FC København-træner og kommer med undskyldninger på den måde. Så lukker I bare pressemødet ned.
Har grint af det
Tirsdag aften sad FC København på det hele fra start til slut, og det skete uden at komme med diverse stikpiller i pressen forud for opgøret.
- Vi har ladet fødderne tale, og hvis de havde taget bare ti procent af den underholdning, som de gav på specielt deres pressemøde i Malmø, så kunne det måske have været lidt sjovere at kigge på.
- Der var stor forskel på banen - der var endnu større forskel på de to klubber uden for banen.
- Det bekræfter mig i, at vi tager videre til næste kamp, og lur mig om ikke, de stadigvæk sidder med følelsen af et lille mindreværdskompleks over for FC København, indtil vi mødes igen, lød det fra en tilfreds Jacob Neestrup.
Cheftræneren blev efterfølgende spurgt, om svenskernes udtalelser har irriteret ham.
- Det har ikke irriteret mig. Jeg har bare grint af det. Stille og roligt. Det har ikke irriteret mig overhovedet. Men man bemærker det da, og det er da lidt ufint at sidde og snakke om os på den måde.
Det er ikke mindst Malmö FF's fokus på de danske mestres langt større budget, som FCK-chefen ryster på hovedet af.
- Vi har tjent og arbejdet hårdt for hver en krone af de penge, vi har brugt på klassespillere, og som viste klasseforskellen i dag. Jeg har haft svært ved at forstå deres tilgang, men det har åbenbart været deres minimale chance for at udligne forholdet.
- Som jeg allerede sagde i Fredericia, så skal vi ikke gå ind i den der debat om, at de hader os. Det ville udligne den forskel, som mine spillere viste i dag. De skulle lade fødderne tale, og det viste vi i dag.
Tirsdagens sejr betyder, at FC København skal op imod FC Basel i playoffrunden til Champions League.
Dermed er Jacob Neestrup og co. også som minimum sikret en billet til Europa League-ligaspillet.


FC København
Malmö FF
CL-kval





































