- Det er sådan med danske hold, at vi skal gå den lange vej, fordi vi som nation ikke har evnet eller prioriteret at få så mange hold med som muligt.
Jacob Neestrup har sagt det før, og på tirsdagens pressemøde forud for det neglebidende opgør mod FC Basel i Champions League-kvalifikationen blev det igen et tema.
Her blev FC Københavns cheftræner spurgt ind til den udvikling, som klubben har været igennem, hvor holdet i højere grad end tidligere klarer sig igennem de afgørende kvalifikationskampe.
Jacob Neestrup mener i den forbindelse ikke, at det er en selvfølge, at den danske mester ender i verdens største klubturnering.
Det skyldes ikke mindst den position, som dansk fodbold har netop nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke, fordi jeg ikke har store ambitioner på FC Københavns vegne eller på den danske mesters vegne, som forhåbentlig skal være os så mange gange som muligt.
- Men jeg mener helt seriøst, at hvis du sammenligner os med andre sammenlignelige klubber, så er vi der, hvor vi skal spille så mange kvalifikationskampe, at det er fuldstændig urealistisk at forvente, at man som dansk mester bare vader igennem til Champions League.
- Jeg ville da ønske, at vi var i den samme situation som den norske mester, der kun skal spille to kampe.
- Det er det samme med mange andre hold, der enten er lidt bedre, på samme niveau eller endda lidt dårligere end os, hvor de skal spille to kampe eller er direkte kvalificeret.
Det fører Jacob Neestrup tilbage til prioriteringen i dansk fodbold, som han tidligere har anfægtet i forbindelse med det tætte kampprogram for Superliga-klubberne, der ikke får en pause eller to undervejs.
Det mindsker muligheden for at præstere optimalt i Europa, hvilket ellers skal være med til at sikre Danmark så mange koefficientpoint som muligt.
- Så længe det ikke er tilfældet i dansk fodbold, og så længe vi alle sammen ikke gør alt, hvad vi kan i forhold til at prioritere koefficientpoint som absolut øverste prioritet, er der overhovedet ingen garanti for, at den danske mester - og i det her tilfælde FC København - vader igennem til Champions League.
- Jeg vil ikke på nogen som helst måde betegne tidligere playoffrunder eller runder før, hvor man måske er røget ud knebent til Røde Stjerne, som en fiasko.
- Det er bare en del af det, der sker, når en dansk mester skal spille ikke bare mod én modstander eller to, men tre modstandere. Så vil du ryge ud en gang imellem.
Det betyder dog ikke, at FC København ikke vil gøre alt, hvad de kan for at sikre sig billetten til det forjættede Champions League-land.
- Vi kommer til at gøre vores bedste i morgen for at klare skærene igen, sluttede Jacob Neestrup.
Den afgørende playoffkamp sættes i gang i Parken onsdag klokken 21.00.
Det første opgør i Basel endte 1-1.

FC København
Basel
CL-kval





































