Mikkel Dahl havde særdeles stor andel i, at Nykøbing FC for snart et år siden rykkede op i 1. division. Angriberen scorede otte kasser i foråret og blev dermed topscorer for klubben, som rykkede op på yderste mandat.
I denne sæson har det dog været op og ned for Mikkel Dahl, som har været lidt inde og ude af startopstillingen, mens han fik starten af foråret spoleret af en skade.
I weekenden scorede han dog to kasser og kravlede op på i alt syv scoringer - men angriberen er stadig ikke tilfreds.
- Sæsonen er ikke gået, som jeg gerne ville have det. Men hvis jeg kigger på, hvad der har været af udfordringer undervejs, så føler jeg, at jeg kan redde det lidt, hvis jeg får lavet nogle mål i de sidste kampe, siger Dahl til bold.dk.
- Rent spillemæssigt har jeg i hvert fald ikke været der, men jeg har trods alt scoret nogle mål, så jeg synes, at det rent tal-mæssigt er ved at være, hvor det skal være, siger han.
Han er altså meget afklaret med, at han har ikke leveret det niveau, han har skullet. Men skader har som sagt også været i vejen.
- Jeg har haft nogle småskavanker. Jeg fik revet skulderen af led i en af træningskampene i vinter-opstarten, og det slog mig tilbage. Jeg spillede ikke de første kampe og skulle derfor kæmpe mig tilbage igen.
- Det tog lidt længere tid, end jeg først havde regnet med. Samtidig har jeg bare ikke leveret, som jeg gerne ville, siger han.
Mikkel Dahl er starten inde i de seneste tre kampe for Nykøbing FC og scorede som sagt to kasser i weekenden. Og han ser på sæsonafslutningen med positive øjne.
- Jeg vil bare holde snuden i sporet og sørge for at bygge på i slutningen af sæsonen, så både holdet og jeg bliver klar til forhåbentlig at spille 1. division igen i næste sæson.
- Og så vil jeg rigtig gerne score nogle mål i de sidste kampe - og jeg gør alt for, at det kan lade sig gøre, siger han.
Nykøbing har lige nu fem point ned til Næstved på den øverste nedrykningsplads, men Dahl er fortrøstningsfuld.
- Det er utroligt spændende. Det er ikke kun to-tre hold, det drejer sig om. Vi er vel fem hold, der kæmper om det. Alle hold slår hinanden, så det er noget, vi selvfølgelig er opmærksomme på.
- Men vi kan selv afgøre det, så vi skal bare sørge for at vinde vores egne kampe, og det er det eneste, vi kan gøre. Men det er klart, at man holder øje med stregen, siger Dahl.
Nykøbing FC skal torsdag op imod FC Roskilde.
nicolai@bold.dk



Betinia Liga
Nykøbing FC



























