Søndag blev det offentliggjort, at Marcus Ingvartsen skifter Genk ud med Bundesliga-klubben Union Berlin, og det vækker glæde hos U21-landstræner Niels Frederiksen.
Ingvartsen fik ikke meget spilletid i sin belgiske klub, og nu får han muligheden for at starte på en frisk i den bedste tyske række.
- Først og fremmest glæder det mig, at Marcus har fundet en ny og rigtig spændende klub, fordi spilletiden var begrænset der, hvor han var, sagde Niels Frederiksen på søndagens pressemøde før kampen mod Tyskland.
- Det glæder mig rigtig meget på Marcus' vegne og dansk fodbolds vegne. Det er vigtigt, at de unge spillere spiller.
Marcus Ingvartsen har været af sted med den danske trup, mens fremtiden skulle på plads, men det har ikke fjernet fokus, forklarer Frederiksen.
- Jeg har været rigtig fint orienteret af Marcus og hans rådgivere undervejs, så det har ikke rigtig fyldt noget.
- Der var lige en halv dag, hvor han var af sted, og det var i forbindelse med rejsedagen i søndags. Ellers har det været uproblematisk. Men vi er glade på Marcus' vegne. Det er rigtig fedt for ham, siger Niels Frederiksen.
23-årige Ingvartsen har fået en treårig kontrakt i Union Berlin.


Union Berlin
EM U21
Tyskland Bundesliga Oprykning/Nedrykning
Danmark U21


































