Lørdag er byttedag i Brøndby.
Kristian Weise afløser Claus Bjørn Billehøj på posten som fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse.
Det sker på generalforsamlingen i Fanafdelingen i Brøndby, hvor Kristian Weise er den eneste kandidat til posten.
Claus Bjørn Billehøj træder tilbage som fanrepræsentanten efter mere end tre et halvt år i Brøndbys bestyrelse.
Kristian Weise kommer dog først til at træde ind i Brøndbys bestyrelse efter selskabets ordinære generalforsamling 21. oktober.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er blevet opfordret til at stille op og har sagt ja til at blive fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse, siger Kristian Weise, der er udviklingschef i Tryg Fonden med særlig interesse for økonomi, politik, samfund og fodbold.
Han har holdt med Brøndby siden 1994. En europæisk kamp mod Arsenal blev hans første besøg på Brøndby Stadion. Siden er det blevet til rigtig mange.
- Jeg er opvokset på Frederiksberg, men Brøndby blev min hjemmebane. Det blev klubben jeg kom til at følge, siger Kristian Weise, der har sæsonkort og fulgt klubben tæt gennem mere end 30 år.
Han købte aktier som 18-årig, men de har ingen værdi i dag, fordi nye aktieemissioner har udhulet værdien af de gamle aktier.
- Jeg har en stor interesse for økonomi og vil have et fokus på, at Brøndby bliver drevet på en forsvarlig måde, siger Kristian Weise og uddyber:
- Jeg vil i bestyrelsen have et stort fokus på økonomisk ansvarlighed i Brøndby. Det skal være en klub i økonomisk balance, så klubben også står stærkt til fremtiden, siger den nye fanrepræsentant, der ikke er fan af GFH-modellen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
- Jeg er bestemt ikke glad for flerklubsejeskab. Hvis det stod til mig, havde jeg helst set, at Brøndby havde et dansk ejerskab, der i den bedste verden også var lokalt.
Kristian Weise bliver valgt på lørdagens generalforsamlingen som foregår i Michael Laudrup loungen. Han indtræder dog først efter Brøndbys generalforsamling 21. oktober i selskabets bestyrelse.
Brøndby kommer i den kommende uge med årsregnskabet for 2024/25, hvor klubben kommer ud med et minus i niveauet 120-140 mio. kr.

Sure Zorniger og europæiske drømme
Ugens Suppe | Afsnit 2Alexander Zorniger lægger offentligt pres på Troels Bech i jagten på nye spillere. Er det bare klassisk Zorniger - eller er der grund til bekymring i OB?
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga






































