2. Division -Ny JFC-formand: Det er gået meget stærkt
2016-11-16 16:38:01
Foto: Getty Images

Ny JFC-formand: Det er gået meget stærkt

Jammerbugt FC's nye bestyrelsesformand forsvarer sig over for Martin Pedersen, som har langet ud efter den nye bestyrelse, som fyrede ham onsdag eftermiddag.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den nye bestyrelse i Jammerbugt FC, som i sidste uge fik overrakt stafetten af den tidligere bestyrelse, fyrede onsdag klubbens cheftræner Martin Pedersen og ansatte Lars Justesen i hans sted. 

Efterfølgende har Martin Pedersen langet ud efter den nye bestyrelse, som, han mener, har handlet bag hans ryg og har ageret 'lavt og respektløst', fordi han ad omveje måtte finde ud af, at han var blevet  fyret.

Og klubbens nye bestyrelsesformand Bøje H. Lundtoft erkender da også, at man nok burde have talt med Martin Pedersen lidt tidligere i processen.

- Jo, det kunne vi nok godt, og det ville også have kommet. Det nye trænernavn har vi snakket med siden i onsdags, hvor vi havde haft stafetten i én dag. Siden da er det så gået utrolig hurtigt, siger Bøje H. Lundtoft og uddyber.

- Truppen skulle træne den her uge færdig, og så først derefter ville vi tage fat i Martin og sige, at vejene måtte skilles. Det var sket, uanset om vi havde ansat ny træner eller ej. Men han kan selvfølgelig være utilfreds med, at vi ikke har ringet til ham, og han har selvfølgelig haft mulighed for at ringe til os, siger Bøje H. Lundtoft.

Bøje H. Lundtoft er ny bestyrelsesformand i Jammerbugt FC, og sammen med fem samarbejdspartnere håber han på, at man også kan blive valgt ind som bestyrelse i moderklubben, Jetsmark IF.

Faktisk har gruppen på seks mand arbejdet på projektet i et par måneder, men man har ikke ville gøre noget, før efterårssæsonen var spillet færdig - men nu var det altså tid. Og det kostede Martin Pedersen jobbet til fordel for Lars Justesen.

- Vi har brugt to måneder af vores liv på at sidde og diskutere det her, men vi havde ikke drømt om, at det skulle gå så hurtigt med at overtale vores førsteprioritet på den trænerliste, som vi havde udarbejdet. Så det blev vi overraskede over, og nu syntes vi bare, at det passede fint.

- I sidste weekend havde vi ikke en gang overvejet, at vi skulle have fat i Lars Justesen nu. Det kan  Martin så stille spørgsmålstegn ved, og det må han også gerne. Men jeg synes egentlig, at det virker mere seriøst, at vi ved, hvem der skal tage over for Martin, end hvis vi ikke havde nogen, siger bestyrelsesformanden.

Bøje H. Lundtoft fortæller desuden, at man ikke føler, at truppens potentiale er opnået, og at hovedfokus nu er på at overleve i 2. division, før man i næste sæson vil gå efter at komme i oprykningsspillet.

Når nedrykningsspillet til foråret går i gang indtager Jammerbugt næstsidstepladsen i tabellen. Fire hold rykker ned.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce