2025-07-02 17:00:00

Nykøbing FC får ny kapital efter millionunderskud

Investorer smider fem mio. kr. i Nykøbing FC – kapitaltilførslen var nødvendig for at sikre driften i 2025.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det er hårdt at drive fodboldklub på Falster.

Fodboldflagskibet er rykket ned i 3. division.

Claus Jensen, der ejer hovedparten af klubben, har været redningskrans i mange tilfælde for Nykøbing FC.

Hver gang der har været økonomiske problemer, er han trådt til. 

Sidste år kom det frem, at han havde lånt klubben mere end ti mio. kr.

Det millionlån blev i foråret eftergivet af klublegenden, der altså gav afkald på pengene.

Men nu er der minus igen på Falster.

Årsregnskabet er netop landet. Og det viser et minus på 4,6 mio. kr. for 2024. Året forinden var underskuddet 4,7 mio. kr. i Nykøbing FC.

I årsregnskabet har revisionen udtrykt kritik overfor den fortsatte drift, hvis der ikke tilføres et millionbeløb.

Regnskabet nåede lige at komme ud, så havde klubben fuldført en emission, der betyder, at Nykøbing FC er blevet tilført fem mio. kr. fra en bred kreds af lokale erhvervsfolk.

Som Bold forstår det, er Claus Jensen med blandt de lokale investorer, men det er ikke udelukkende ham, der har puttet penge i kassen, så Nykøbing FC kan køre videre i 2025.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Tilførslen af de fem mio. kr. har været helt vital for den fortsatte drift af Nykøbing FC i år.

- Det er naturligvis aldrig tilfredsstillende med et negativt tal på bundlinjen, men når det er sagt, så var både vi og investorer klar over, at det ville se sådan ud ift. resultatet for 2024. Resultat ligger inkorporeret i vores 2030 strategi, hvor vi skal være bæredygtige fra 2028. 

- Vi har lagt en detaljeret, ambitiøs og konkret plan for, hvordan vi bliver bæredygtige i 2028, og vi er glade og stolte over den store opbakning vi har fået fra investorer og erhvervslivet, så vi kan fortsætte vores rejse derhen mod, siger Rasmus Nagel, der er bestyrelsesformand i Nykøbing FC.

Han uddyber:

 - Vi er med det foreløbige resultat fra emissionen godt på vej, og vi er glad for den tillid og store interesse, der bliver vist fra både investorer og det brede lokale erhvervsliv i lokalsamfundet.

- Emissionen fortsætter hen over sommeren, hvor vi vil arbejde mod vores mål om at rejse 10. mio. kroner til klubbens videre udvikling, så vi kan indfri vores ambitiøse 2030 strategi. Succes skabes sammen, og det er det, som vi er ved at realisere på den lange bane, fastslår han. 

Foto: MPhoto.

Af regnskabet for 2024 fremgår det, at Nykøbing FC har haft lønudgifter for hele 7,1 mio. kr.

Når man husker år tilbage, var det også Nykøbing FC, der lancerede planerne om, at man ville i Superligaen i 2020. Siden blev den ambition justeret til 2022.

Nykøbing FC har aldrig nået Superligaen. Men i september 2021 formåede de at besejre FC København i en pokalkamp. Det er det sportslige højdepunkt for klubben de seneste år. 

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce