Historie i FC København.
Danske Josephine Lech er blevet præsenteret som den første spiller på københavnernes nye kvindehold, hvor hun kommer til fra Rosengård.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Det er historisk og specielt, at vi for første gang kan præsentere en tilgang til vores hold, og vi er superglade for, at en talentfuld spiller som Josephine kan se sig selv som en del af den rejse og udvikling, vi står foran, fortæller Rebecca Steele, der er Head of Women's football i FCK.
20-årige Josephine Lech er angriber og har spillet i svenske Rosengård i de seneste seks år.
Hun er selv meget begejstret for skiftet til den danske hovedstad.
- Det er et vildt interessant og stort projekt, FCK giver mig mulighed for at blive en del af. Det glæder jeg mig virkelig til, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give mit bidrag til, at både FCK og kvindefodbolden i København bredere set kan vokse sig stor. Det bliver både sjovt og spændende at være en del af, siger Josephine Lech.
FCK forventer at præsentere flere spillere løbende de næste uger.

FC København




































