Panama er for første gang i historien deltager ved en VM-slutrunde.
Lilleputnationen er placeret i gruppe G, der også tæller forhåndsfavoritterne fra Belgien og England samt nordafrikanerne Tunesien.
Derfor var det heller ikke forventet, at Panama kunne drille de store hold i kampen om videre avancement, men selvom holdet har en målscore på 1-9 efter to kampe, så blev reduceringsmålet mod England nærmest fejret som en sejr på lægterne.
Landstræner Hernan Gomez fortæller efter kampen, at han blev meget rørt i situationen, hvor Panama reducerede mod England.
- Felipe Baloy scorede reduceringsmålet, og jeg blev meget rørt, siger Hernan Gomez til FIFA.com efter kampen og fortsætter.
- I forhold til resultatet, så tror jeg, at målforskellen let kunne have været endnu større. Vi har spillet mod to spektakulære modstandere i form af Belgien og England, men det er fantastisk, for det er sådan, man lærer noget, siger Panama-bossen.
Panamas sidste gruppekamp er mod Tunesien, der ligeledes er noteret for nul point i to kampe.


VM
Panama






























