

Colombia og Peru spillede tirsdag 1-1, hvilket sikrede førstnævnte en direkte billet til VM og sidstnævnte en playoff-plads.
Radamel Falcao kom efterfølgende i centrum, fordi han i kampens døende minutter så ud til at informere flere Peru-spillere om, at det uafgjorte resultat var nok for begge mandskaber i forhold til gruppens andre kampe.
Perus midtbanespiller Renato Tapia bekræfter, at der blev udvekslet ord om gruppens andre resultater, men afviser, at der blev indgået en decideret aftale om ikke at jagte sejren.
- I de sidste fem minutter opsøgte colombianerne os. De vidste, hvad situationen var i de andre kampe. Så vi greb kampen an, som vi var nødt til. Jeg talte med Radamel (Falcao, red.), som fortalte mig, at begge hold var kvalificeret, som tingene var. Men det er fodbold, og vi spiller for at vinde, siger Tapia ifølge Sky Sports til Panamericana TV.
Falcao indrømmede også umiddelbart efter kampen, at han havde kendskab til de andre resultater i gruppen.
- Vi vidste, hvad der var sket i de andre kampe. Vi havde kendskab til de andre resultater, da vi spillede, og det forsøgte jeg at transmittere (til Peru, red.), sagde Falcao ifølge Sky Sports efter kampen.
Peru skal møde New Zealand i to playoff-kampe om at komme med til VM.


VM
Colombia
Peru































