Det er endnu uvist, om Benedikt Röcker også er Brøndby-spiller i næste sæson.
Forsvarsklippens kontrakt med de blågule udløber til sommer, og der er endnu ikke taget en beslutning om, hvad der skal ske. .
Parterne har dog taget hul på fremtidssnakken, siger Röcker til bold.dk.
- Vi taler med Brøndby, og så må vi se, siger tyskeren.
- Jeg er åben for alt. Jeg har haft min bedste tid i karrieren i Brøndby, og jeg er stadig glad for at være her.
- Jeg har det godt, både i og omkring klubben. Jeg ser fremad, og så må vi se, hvad der sker.
Tyskeren understreger, at der ikke er tale om egentlige forhandlinger mellem ham og klubben, og han kan ikke sige, hvornår der kommer en afklaring.
- Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, vi kan sætte en tidsramme på. Vi startede med nogle snakke i sidste uge, og det fortsætter vi med. Når der er noget at melde ud, så gør vi det, siger han.
29-årige Röcker kom til Brøndby fra Greuther Fürth i sommeren 2016. I denne sæson har han spillet 20 kampe og scoret et enkelt mål for klubben.


Brøndby IF
3F Superliga


































