I Sverige har man endnu ikke indført VAR, og det kommer man heller ikke til, hvis det står til Glen Riddersholms klub IFK Norrköping.
Klubben har onsdag lagt en meddelelse ud på hjemmesiden, hvor man forklarer, at man er modstander af indførelsen af VAR i svensk fodbold.
- Sagen om VAR er blevet bragt op igen efter udtalelser fra bestyrelsesformanden i SvFF (det svenske fodboldforbund, red.).
- IFK vil derfor endnu en gang gøre vores holdning klar til det næste møde. Vi er mod introduktionen af VAR i svensk fodbold, skriver Norrköping.
Norrköping gjorde det under et møde tidligere på året også klart, at man var mod VAR, men nu er det altså blevet slået fast igen.
Glen Riddersholm for VAR
I en snak med bold.dk har Norrköping-træner Glen Riddersholm ellers tidligere fortalt, at han er fortaler for at få VAR til Sverige.
- Jeg synes, at dommerne har brug for hjælp, fordi der gentagende gange er situationer, hvor VAR kunne hjælpe fodbolden til at blive mere retfærdig. Det bliver man ikke populær af at sige i Sverige, men når du nu spørger mig, forsøger jeg bare at være ærlig.
- Jeg vil gerne være politisk korrekt, når det er nødvendigt, men jeg mener også, at vi som repræsentanter for spillet helt inde i orkanens øje er nødt til at turde være ærlige og sige, hvad vi mener, hvis vi har et budskab.
- Men hvis du spørger, om jeg kan lide at være i svensk fodbold, er mit helt klare svar ja, sagde han dengang til bold.dk.


Norrköping
Allsvenskan


























