Freyr Alexandersson, Magne Hoseth, David Nielsen og Morten Karlsen.
Lyngby har haft fire cheftrænere i løbet af det seneste halve år, og selvom man måske bliver forpustet af bare at tænke på det, så er det ikke nødvendigvis tilfældet.
Det fortæller Marcel Rømer til Bold.
- I Lyngby Boldklub tror jeg, man vænner sig til, at der sker ting og sager. Både på spiller- og trænerside. Det er aldrig kedeligt, og jeg tror på, at man skal være klar på, at de utænkelige ting kan ske. Sådan er det, og jeg mener også, at det er det, der gør, at Lyngby er en fed klub at være i som spiller, fordi man får chancen for at tage det næste skridt, når tilbuddet kommer.
- Men hvad angår trænere er det selvfølgelig hektisk og lidt kaotisk. Det tager noget tid at omstille sig til nye trænere, der jo er cheferne og skal vise vejen, siger kaptajnen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han hæfter sig ved, at forløbet med Magne Hoseth var det sværeste. Nordmanden var slet ikke et match, og derfor kom David Nielsen efterfølgende ind på en meget kortvarig ansættelse, indtil Morten Karlsen overtog permanent i juni på en toårig kontrakt.
- David fik os nok lidt tilbage til det, vi havde under Freyr (Alexandersson, red.) og byggede videre på det. Nu gør Morten lidt det samme, så idéen er vel lidt ’don’t fix what’s not broken’.
- Der er altid nye ting med en træner, men i den her forbindelse er der ikke for mange nye ting, så man kan egentlig bare bruge den energi, vi kom fra i den seneste sæson. Morten (Karlsen, red.) er jo et positivt menneske med et glimt i øjet.
I øjeblikket er Marcel Rømer skadet og deltager derfor ikke i den kollektive træning på Lundtoftevej frem mod sæsonstart.
Den 32-årige anfører har snart været i klubben i fem år og oplevet en masse.
På godt og ondt.
Kan du egentlig se dig selv spille et andet sted end i Lyngby?
- Der skulle godt nok noget specielt til, at jeg forlader Lyngby. Jeg er sindssygt glad for min rolle, og det er det vigtigste for mig. Jeg er glad for, at folk lytter til mig og tager mig med på råd. Uanset om det er holdkammerater eller fra personer, der træffer de vigtige beslutninger. Det er ikke noget, jeg tager for givet.
- Jeg knytter mig hurtigt til de klubber, jeg har været i, og Lyngby er et vanvittigt specielt sted for mig og nok også mere end mine tidligere klubber.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
3F Superliga


























