Det kom som en stor overraskelse, da Ronaldinho skiftede til FC Barcelona frem for Manchester United. Især fordi Ronaldinho gennem sin agent og bror tidligere havde meddelt, at han ville til Manchester United.
Men FC Barcelona tilbød tilsyneladende flest penge, og så skiftede Ronaldinho pludselig til FC Barcelona i stedet.
- Her hos Barcelona får jeg alt, hvad en spiller kan ønske sig. Det er en stor klub med en fantastisk historie, og mange store spillere har været her gennem tiderne. Jeg er glad for at være en del af holdet, for at være her i en smuk by, og jeg vil gøre mit bedste til, at tilskuerne får noget at juble over, siger Ronaldinho på FC Barcelonas hjemmeside.
Desuden udtrykker han stor respekt for Frank Rijkaard, og det som den nuværende træner præsterede i sin aktive karriere.
Glæden er ikke gensidig hos Manchester United, der var sikker på, at kunne få en aftale i hus med Ronaldinho.
- Jeg er skuffet, men dog ikke vildt meget. Jeg vidste ikke, hvad drengen tænkte på, for vi havde kun én snak med ham, og han snakker dårligt engelsk. På et tidspunkt undrede vi os over, om han overhovedet havde lyst til at spille for os, siger Manchester Uniteds træner Alex Ferguson.

































