Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Winston Reid og West Ham i dialog om afsked
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid kan være på vej til at stå uden klub.
Han er nemlig langt fra spilletid i West Ham, hvor han spillede sin seneste kamp i 2017/18-sæsonen, og da det denne sommer ikke blev til et klubskifte, skulle parterne nu være i dialog om at ophæve kontrakten.
Det skriver Football Insider.
33-årige Reid har to år tilbage af kontrakten, hvor han skulle tjene omkring 600.000 kroner om ugen, og derfor skal West Ham formentlig hoste op med et pænt beløb for at slippe Reid, uden der dog bliver tale om det fulde beløb af kontrakten, skriver Football Insider.
Reid har siden februar 2020 været udlejet til Kansas City FC og Brentford.
Serge Aurier vil blive i England - tilbudt til Arsenal
På transfervinduets sidste dag ophævede ivorianske Serge Aurier med Tottenham, men han kan meget vel blive i det engelske.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er i hvert fald højrebackens præference, skriver Sky Sports, der melder, at 28-årige Aurier er blevet tilbudt til en række engelske klubber og herunder Tottenham-rivalerne fra Arsenal.
Klubberne skulle være blevet gjort opmærksomme på Auriers ønske, men historien melder intet, om nogle klubber skulle være interesserede i Aurier.
Arsenal hentede i sommerens transfervindue Takehiro Tomiyasu, der kan dække højrebacken.
Sky Sports skriver, at Aurier afviste tilbud fra Frankrig, Rusland og Tyrkiet i løbet af sommerens transfervindue.
Stædige Genoa insisterer på Jens Stryger Larsen
Sommeren over har der floreret flere rygter om et skifte for Jens Stryger Larsen, der spillede et godt EM og længe har leveret stabilt for Udinese.
Både tyrkiske og andre italienske klubber har været inde i billedet, men Genoa ser ud til at være den mest vedholdende klub.
I hvert fald skriver både mediet Tuttomercatoweb samt transferjournalisterne Gianluca di Marzio og Nicolo Schira, at Genoa tirsdag vil fortsætte forhandlingerne med Udinese.
Den danske back var mandag i landsholdslejren, hvor han forbereder sig på onsdagens kamp mod Skotland.
Odds Ballklub jagter AGF's Milan Jevtovic
Milan Jevtovic har aldrig for alvor fået sit store gennembrud hos AGF, der hentede den 28-årige serber for et år siden i Røde Stjerne.
Tidligere har han været i norsk fodbold hos Bodø/Glimt og Rosenborg, og ifølge Nettavisen peger pilen igen nordpå for AGF-spilleren.
Avisen mener nemlig at vide, at de ønsker at supplere deres trup med en ekstra kantspiller, efter de tidligere tirsdag fik angrebet på plads med OB's Sander Svendsen.
FCK med i kampen om ung Juventus-stopper
FC København har tidligere fortalt, at klubben er på jagt efter en defensiv forstærkning, og på transfervinduets sidste dag kædes FCK ikke overraskende sammen med sådan en.
Noget mere overraskende kan det dog være, at FCK skulle være med i jagten på den 19-årige Juventus-stopper Radu Dragusin.
FootballNews24 skriver således, at Juventus har tænkt sig at udleje den unge rumæner og FC København skulle således være en af de klubber, der bejler til forsvareren.
Sportsjournalisten Giovanni Albenese fra SportItalia og Gazetta Dello Sport melder det samme på sin Twitter, hvor han skriver, at FCK, Sampdoria og Vitesse Arnhem fra Holland kæmper om Dragusin.
Det ville ikke være første gang i dette vindue, at FCK lejer en spiller fra en Serie A-klub, da Superligaens tophold tidligere har lejet den islandske landsholdsspiller Andri Fannar Baldursson i Bologna.
I Dragusin ville FCK få en spiller, der har spillet fire kampe for klubbens førstehold.
Sidste uges rygter:
Liverpool forhører sig om Mikkel Damsgaard
Efter et fremragende EM har der været masser af løse rygter sommeren igennem, der har sendt danske Mikkel Damsgaard til diverse store adresser i Europa, men uden rigtig at holde ved nogle af dem.
Nu melder mediet TUTTOmercatoWEB imidlertid, at engelske Liverpool skulle have forhørt sig om muligheden for den 21-årige dansker.
Sampdoria skulle angiveligt have lyst til at beholde den kreative dribler, men der går ligeledes rygter om et skifte for PSV's Mohamed Ihattaren til Juventus, som med det samme skal lejes ud til Sampdoria i denne sæson – og det åbner måske døren for en mulig Damsgaard-transfer.
Cajuste er tæt på stort Lazio-skifte
Jens-Lys Cajuste har været på FC Midtjyllands affyringsrampe igennem mange uger, og nu har en ny bejler i form af Lazio angiveligt meldt sig på banen.
Rygtet stammer fra det franske medie Homme Du Match, der mener at vide, at Cajuste er tæt på et skifte til Lazio. Italienerne står angiveligt klar med en samlet pakke på 16,5 millioner euro til FC Midtjylland. Det svarer til godt 120 millioner kroner.
Cajuste er tidligere blevet sat i forbindelse med Rennes og en række Premier League-klubber, men nu kan Lazio altså have overtaget førertrøjen.
Real Madrid-back udlejes til Fiorentina
Alvaro Odriozola har aldrig for alvor slået igennem hos Real Madrid, der i sin tid hentede den spanske højreback hos Real Sociedad.
En udlejning til Bayern München hjalp ikke på dette, men nu kan den 25-årige spanier muligvis være på vej til at søge noget optur i Italien hos Fiorentina.
Ifølge Tuttomercatoweb og transferjournalisten Fabrizio Romano er Real Madrid og Fiorentina enige om en lejeaftale for den kommende sæson.
Det mangler således blot, at Odriozola selv siger ja tak til aftalen. Den spanske klub skulle være klar til fortsat at betale en del af lønnen for at give plads i truppen til nye spillere og spare noget af lønudgiften.
Liverpool lurer på Damsgaard
Mikkel Damsgaard er blevet sat i forbindelse med et hav af klubber denne sommer efter et glimrende EM, og nu har Liverpool angiveligt meldt sig på banen.
Den italienske avis Il Secolo XIX skriver, at Liverpool har Damsgaard på blokken, efter de formentlig ikke får Kylian Mbappé i hus på grund af Real Madrids storflirt.
Liverpool havde ifølge avisen sendt scouts til Sampdorias kamp mod AC Milan mandag for at se Damsgaard an.
Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Damsgaard skal væk denne sommer med kun kort tid tilbage af transfervinduet, men den 21-årige dansker har altså vækket Liverpools interesse med henblik på fremtiden.
City prøver med sidste Kane-bud
Manchester City forbereder angiveligt et nyt og sidste bud på Tottenham-stjernen Harry Kane, skriver The Telegraph.
City er ifølge avisen villige til at hæve buddet til 1,3 milliarder kroner (150 millioner pund), som angiveligt vil sende Tottenham til forhandlingsbordet, om end de nødigt vil slippe deres angriber.
Independent skriver, at Tottenham-formand Daniel Levy bløder op i forhold til at sælge Kane, der startede på bænken i kampen mod Wolverhampton senest.
Telegraph skriver, at 1,3 milliarder kroner ikke vil være nok til at lande en aftale med Kane, men at det kan indlede forhandlingerne med Spurs, og der kan blive tale om diverse bonusser i en aftale, som kan pumpe prisen yderligere op.
Opdatering: Kane har nu bekræftet, at han bliver i Tottenham.
Om Rygtetid: Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |

FC København
West Ham
Juventus
Genoa
Odds Ballklubb































