Sportsdirektør Ebbe Sand har besluttet, at han i den kommende tid skal være til stede ved alle Brøndby-holdets træninger.
Det sker, efter at Martin Retov i samarbejde med Matthias Jaissle har overtaget mandskabet efter fyringen af Alexander Zorniger.
Ebbe Sand har dog ingen intentioner om at blande sig særlig meget på træningsbanen.
- Jeg skal ikke bidrage med noget. Jeg holder en distance. Men jeg kan godt lide at være derude - og det er i sidste ende mig, der skal beslutte, hvem vi skal forlænge med, og det her er en måde, hvorpå jeg har fingeren på pulsen, siger Ebbe Sand.
- Det ville have været vigtigt for mig at være så tæt på som muligt uanset hvad - men nu prioriterer jeg det endnu mere.
- Jeg har længe forsøgt at være tæt på træningsbanen, og nu kommer jeg til at være der til samtlige træninger. Jeg synes, det er den rigtige løsning, at vi rykker tættere sammen og løser det med det trænerteam, vi har, og som er vant til at spille på den måde, vi gerne vil, siger Ebbe Sand.
Han kan dog ikke blande sig helt udenom.
- Jeg er selvfølgelig meget tæt på holdet og kommer med mine input, men det er op til trænerne at sortere og vælge, hvad de vil. De sætter holdet og bestemmer taktikken - ud fra den overordnede strategi, siger Ebbe Sand.
Sportsdirektøren var med på træningsbanen allerede onsdag, hvor Brøndby trænede for første gang efter fyringen af Zorniger.
- Der blev arbejdet hårdt. Der var høj intensitet og smil på læberne. Det har været lidt hektisk og lidt svært - det er det altid, når en træner bliver fyret - så det var vigtigt at se reaktionen fra spillerne, siger Ebbe Sand.
Han regner med, at trænerteamet formentlig vil justere på nogle småting i spillet, men der er ingen planer om at ændre spillestil.
nicolai@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga






























