


Sønderjyske leverede mandag aften et sent, sejrsgivende comeback imod Silkeborg i 3F Superligaen.
Via afgørende aktioner fra flere indskiftninger formåede Haderslev-klubben at vende 0-1 til 2-1 og tage de tre point hjemme på Sydbank Park.
Resultatet betyder, at Thomas Nørgaards tropper kravler op på fjerdepladsen i 3F Superligaen med 32 point efter 20 kampe.
Silkeborg er fortsat at finde på tabellens tiendeplads med 19 point efter samme antal kampe.
Fra start var det tydeligt, at underlaget på Sydbank Park ville få en betydning for opgøret.
Artiklen fortsætter efter billedet

Flere spillere havde svært ved at stå fast på grund af is, og det gjorde, at spillet blev meget rodet.
Det glatte græstæppe så dog ikke ud til at genere Tonni Adamsen, da han efter seks minutter bragte gæsterne i front med en resolut afslutning mod det fjerneste målhjørne.
Sønderjyske slog tilbage efter 19 minutter spil på mål af Tobias Sommer, men målet blev efterfølgende annulleret, da VAR vurderede, at bolden var ude over baglinjen i opspillet. Kendelsen vakte stor frustration hos hjemmeholdet.
Kort efter var det en offside, der var i vejen for Sønderjyske, da Mads Agger fandt vej til netmaskerne efter en god stikning.
Efter pausen pressede Sønderjyske gradvist mere og mere på for en udligning.
Forløsningen kom efter 77 minutters spil, da indskiftede Olti Hyseni pandede et indlæg fra Tobias Klysner i mål. Klysner kronede således sit flotte indhop efter pausen med en assist.
Minutter efter udligningen blev Dalton Wilkins sendt på banen i stedet for Daniel Gretarsson, og det viste sig at være en klog beslutning af Thomas Nørgaard.
For med godt syv minutter tilbage af den ordinære spilletid skaffede indskifteren hjemmeholdet et straffespark efter en smart dribletur i gæsternes felt.
Lirim Qamili tog sig af den gyldne mulighed fra 11-meter-pletten, og selv om Nicolai Larsen fik handsken på, gik bolden i mål.
Kampen sluttede således 2-1 til Sønderjyske, der nu ligger på fjerdepladsen i Superligaen.

FCM's vilde vindue - bekymring i FCK og AGF
Hattrick | Afsnit 13FC Midtjylland har solgt for 647 millioner kroner i sommerens transfervindue, hvor der også er blevet købt dyrt ind med navne som David Martinez og Rasmus Nissen Kristensen.
Læs mere
Silkeborg IF
Sønderjyske
3F Superliga
























