

Senest der var Premier League-bold på Etihad, skilte Manchester City Watford ad i en famøs 8-0-sejr. Men eftermiddagens gæster fra Wolverhampton skulle vise sig at volde større problemer for Pep Guardiolas tropper.
Manchester Citys mestre var allerede inden kickoff under pres otte point efter førende Liverpool, og situationen kunne let have set værre ud efter en første halvleg, hvor Wolves flere gange var giftige i kontrafasen.
Allerede efter godt fem minutter fik Patrik Cutrone frit løb mod Edersons mål, men italieneren diskede op med forbier.
Senere var det Cutrones angrebsmakker Raul Jimenez, som ikke slog til på en ganske pæn mulighed. Riposten af Cutrone fik Fernandinho herorisk blokeret.
City havde sædvanen tro bolden mest, men hjemmeholdet havde besvær ved at skære Wolves-defensiven op.
Først midtvejs i anden halvleg begyndte de at blive farlige, og det skete på en dødbold, da David Silvas frispark tog overliggeren.
Bernardo Silva fik en god mulighed som City intensiverede trykket på gæsterne, men ti minutter før tid indtraf chokket på Etihad.
En fejlaflevering i Citys opspil gav Raul Jimenez mulighed for at drive bolden frem fra egen halvdel, og med en aflevering på det helt rigtige tidspunkt satte han Adama Traoré op, som fladt sendte bolden forbi Ederson.
City jagtede desperat en udligning, men i kampens sidste sekunder blev de igen fanget i kontramaskinen. Traoré var igen fulgt med Jimenez og gjorde det med sin anden scoring til slutresultatet 2-0 og sikrede Wolves klubbens første udesejr over City siden 1979.
Slutfacit skaber formentlig også glæde i Liverpool, som nu er hele otte point foran City i toppen af Premier League.


Manchester City
Wolverhampton
Premier League























