2022-02-06 07:00:00

Serie-stjerner: AaB-duel endte i stort helvede

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

VB

3 - 3

FCF

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere Vejle Boldklub-, HB Køge- og FC Fredericia-spiller Lasse Kronborg, der står noteret for 47 Superliga-kampe.

Du kan se et af Lasse Kronborgs mål for FC Fredericia i videoen øverst i artiklen. 

Serie-stjerner: AaB-duel endte i stort helvede

I den lille, lokale klub Brædstrup IF løb der en lokal knægt rundt ved navn Lasse Kronborg. Han var ikke som hvilken som helst anden dreng, da fodboldtalentet skinnede igennem med det samme.

Han endte med at komme til Silkeborg og spillede sig på regions- og unionsholdet, og så tog det fart.

Kronborgs forældre flyttede derefter til Vejle, og derfor var det oplagt at tage til Vejle for at spille ungdomsfodbold, siger Lasse Kronborg til LigaBold.dk, da han kigger tilbage på karrieren.

- Min eneste drøm var at nå så langt som muligt. Da jeg gik fra at være junior til ynglinge til at få debut for førsteholdet. Den ene oplevelse skabte noget motivation til den næste. På det tidspunkt arbejdede jeg knaldhårdt på at nå så langt som muligt, og jeg havde en drøm om at komme højere end det, jeg også nåede i min karriere. 

- På det tidspunkt, da jeg blev seniorspiller i Vejle, havde jeg som alle andre knægte og piger i Danmark en drøm om at komme til udlandet og få nogle store oplevelser fodboldmæssigt, siger Lasse Kronborg til LigaBold.dk.

4. april 2004 fik Lasse Kronborg debut for Vejles førstehold mod SønderjyskE, og han husker tydeligt den specielle oplevelse.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -Serie-stjerner: AaB-duel endte i stort helvede
Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

- Det var helt magisk. Jeg kan huske de første kampe, som jeg fik på det gamle Vejle Stadion. Den periode vil jeg aldrig nogensinde glemme, og det var noget, som jeg havde set frem til længe, at jeg fik muligheden inde på den store bane. Der var spænding, nervøsitet, glæde og stolthed. Det var det hele på en gang.

Kunne ikke klare konkurrence - måtte en tur i Danmarksserien

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det blev til tre år i Vejle, hvor han ikke fik bidt sig helt fast i startopstillingen, og Kronborg fik to kampe i Superligaen.

I 2007 tog han et drastisk valg. Han havde fået nok af at være i klubben, og i stedet for måtte han tage nogle skridt ned ad karrierestigen og spille for Hedensted IF i Danmarksserien i 2007.

- Lige så meget som det startede med eufori og fantasiske følelser i Vejle, så gik der ikke meget mere end halvandets tid, så havde jeg svært ved at tackle, at klubben hentede de spillere, som de gjorde, fra alle mulige lande. De kom og overtog den plads, som jeg mente, at jeg havde gjort mig fortjent til.

- På det tidspunkt var jeg ikke moden nok til at deale med den konkurrence, som det skabte og det element i elitesport. Så jeg valgte faktisk at få ophævet min kontrakt i Vejle, og deres krav var så, at jeg ikke måtte spille fra Danmarksserien og op i et halvt år. Så spillede jeg lidt hyggebold ude i Hedensted med nogle, som jeg kender, og så tog jeg til Herfølge. Jeg spillede der i fem måneder, og jeg vidste godt, at jeg skulle i gang med at spille fodbold igen. Men på det tidspunkt skulle der ske noget andet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den daværende HB Køge-spiller Lasse Kronborg ses her i kamp med Erik Sviatchenko. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Fantastisk HB Køge-tid

Som Lasse Kronborg nævner, blev det et halvt år i Danmarksserie-klubben, inden Herfølge blev næste klub for Kronborg. Et besøg hos den gode ven Henrik Toft endte med at blive udslagsgivende.

- Jeg kendte Henrik Toft, som jeg havde spillet sammen med i VB. Han spurgte, om jeg ville over at besøge ham i en weekend, og vi skulle spise noget mad og hygge, og så skulle han lørdagstræne i Herfølge. Så jeg var med ham nede til træning, og jeg snakkede lidt med Per Rud, og jeg blev hurtigt nysgerrig på, hvad det var for noget. 

- Det viste sig også, i forhold til hvad der betyder for mig nu, at Herfølge dengang var en klub, der værnede om nogle værdier, som jeg rigtig godt kunne se mig selv i. Det var en mulighed for at få gang i karrieren igen. Det hele passede bare fint, og jeg havde bare brug for en ny start. Jeg købte en lejlighed, og så startede jeg fra scratch igen.

Tiden i Herfølge og senere HB Køge var nok den bedste tid i Kronborgs karriere, hvor han fik mange store oplevelser på CV'et. I den periode fik han også en del kampe i Superligaen.

- Den (Tiden i HB Køge, red.) var magisk. Det hold, som vi havde dengang, og det sammenhold, som vi havde i de to sæsoner, hvor vi rykkede op. Det er sådan noget, som man er privilegeret over som fodboldspiller, for det var helt fantastisk, og vi havde det vildeste sammenhold. 

- Vi havde en dygtig træner i Auri og Per Rud, der kørte afsted med de mere overordnede ting. Det var en fantastisk tid, og det var også spændende at være med i den udvikling, der gik fra at hedde lille-Herfølge, til Auri var spillende træner, til vi hed HB Køge og spillede i Superligaen. Det var en sjov tid.

Hvor meget betød Auri for dig?

- Auri var en af grundstenene i den succes, som vi havde på det tidspunkt med den måde, som han trænede os på og satte os op. Det var sammen med Per Frandsen. Det var rigtig, rigtig godt, og han havde stor betydning for, at vi nåede den succes, som vi gjorde. Det kan man også se på de stillinger, som han fik efterfølgende. Han røg til Brøndby og varetog trænerrollen, og nu er han tilbage i HB Køge i Capelli Sport. Han er en dygtig træner, Skarbalius.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Kronborg fik hele 45 Superliga-kampe for HB Køge. Foto:  Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kamp mod AaB kostede karrieren - endte som et stort helvede

Kronborg fik tre år i HB Køge, inden han drog tilbage til Jylland. Han fik chancen for at spille for Vejle Boldklub Kolding, der senere blev til Vejle Boldklub, igen i sommeren 2012, og det trak i ham, at han ville blive hentet til holdet som en profil.

- Jeg fik en mulighed for at komme tilbage til Vejle og skrive en kontrakt der. Jeg havde nok brug for at komme lidt tættere på familie og venner, så det passede bare godt. Det var ikke fordi, jeg valgte HB Køge fra. Det var mere et spørgsmål om, at Vejle var interessant for mig igen på det tidspunkt, og jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage til Vejle og være en profil og blive hentet ind til den klub, som jeg stadig den dag i dag holder sindssygt meget af og følger tæt.

Handlede det om, at du gerne ville bevise dig efter den første tid i Vejle?

- Jeg ville egentlig bare til en stor klub, og så var det heldigt, at det også var én, der betyder noget for mig, fordi jeg havde været der før og spillet ungdomsfodbold der. Det var ikke for at bevise, at jeg var nok god til at spille, fordi da jeg forlod Vejle, mente jeg, at jeg var god nok til at spille. Det var ikke med afsæt i det.

Lasse Kronborg endte med at få grim skade i Vejle, der kostede ham karrieren. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Midtbanespilleren fik en central rolle på Vejle-mandskabet, men 25. januar 2013 blev en skæbnesvanger dag for Kronborg. I forbindelse med en træningskamp mod AaB gik det helt galt for den dengang 26-årige midtbanespiller.

Det kostede Vejle-spilleren en grim skade, der endte med at koste karrieren og startede et helvede for midtbanespilleren. Han er stadig påvirket af skaden i dag, og det er stadig hårdt for Kronborg at kigge tilbage på det smertefulde øjeblik.

- Det startede ret fantastisk. Jeg spillede en halvsæson, og vi var ved at spille os i Superligaen, og det hele spillede, og jeg var anfører i en del kampe. Det gik skidegodt, lige indtil vi spillede en træningskamp mod AaB ude i VB Parken, så sprang mit korsbånd, menisk og hele lortet på en gang. Derfra var det et helvede, fordi jeg genoptrænede resten af min kontraktperiode i halvandet års tid.

Hvordan havde du det på daværende tidspunkt?

- Jeg var grædefærdig. Lægen sagde, at nogle er heldige at komme tilbage og kan spille lidt, og så er der nogle, der aldrig kommer til at stå på en fodboldbane igen. Jeg vidste godt, at det var en meget alvorlig skade, som jeg havde fået. De 12-13 måneder, hvor jeg mødte ind om morgenen, og så alle drengene gå ud på banen med støvlerne. Det er det værste, som jeg nogensinde har prøvet, og jeg håber aldrig, at jeg kommer til at prøve noget lignende igen.

Hvordan tacklede du det og fandt motivationen?

- Jeg kom aldrig rigtig tilbage igen. Jeg kom til Fredericia, hvor de gav mig en ny chance, men jeg var aldrig i nærheden at spille på det niveau og at blive min skade kvit. Da jeg kom til Fredericia, fik jeg en følgeskade i lysken.

- Tiden i Fredericia spillede jeg mere eller mindre med smerter i syv-otte måneder, og så blev vi enige om at ophæve kontrakten, for jeg havde så massive smerter i mit knæ, at jeg ikke kunne spille. Jeg kunne hverken træne eller noget som helst. Jeg vidste ret tidligt i det forløb, at det var overstået.

Er du påvirket af skaden i dag?

- Jeg kan ikke løbe en tur på fire-fem kilometer i dag, for så har jeg en tennisbold på mit knæ. Det har ikke kun påvirket min fodboldkarriere, men også nu seks år efter mit karrierestop er mit knæ stadig rigtig beskadiget, og det begrænser mig i mange ting.

Artiklen fortsætter under billedet.

Danilo Arrieta imponerede Lasse Kronborg. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Stolt af karrieren og vilde Danilo Arrieta

Den aktive karriere fik derfor en ærgerlig afslutning for Kronborg, men alligevel er midtbanespilleren stolt over karrierens meritter, der trods alt tæller 47 Superliga-kampe (45 for HB Køge og to for Vejle Boldklub).

- Jeg er stolt og taknemmelig over de oplevelser, som jeg har haft, og det slid, som jeg fik igennem, for at komme dertil, det er der ingen tvivl om. Jeg ser tilbage på en tid, som jeg aldrig ville have været foruden, selvom jeg har det med mit knæ. Det er der ingen tvivl om. Fodboldlivet har mange facetter af sig, men noget af det er helt fantastisk, og det tager man med resten af livet.

Kronborg nåede at spille med og mod mange dygtige fodboldspillere, men man skal helt tilbage til ynglingetiden for at finde den spiller, der blæste midtbanespilleren mest bagover.

- Hvis jeg skal nævne ét navn, der stikker helt ud fra alt andet, så var det, da jeg var ynglingespiller, hvor jeg var til unionsstævne i Vejle, hvor Danilo Arrieta var med. Jeg har spillet mod dygtige spillere som Ailton (Ailton Almeida, red.), N'Doye (Dame N'Doye, red.), Cesar Santin, Grønkjær (Jesper Grønkjær, red.) og Djemba-Djemba (Eric Djemba-Djemba, red.), og det var langt dygtigere end Superligaen, men ham her var 16 år og spillede med to år ældre spillere og blev solgt til Valencia. Det var helt sindssygt. Han havde det vildeste talent, som jeg nogensinde har set.

Hvad kunne Danilo Arrieta dengang?

- Han havde bare en enorm stor fodboldforståelse. Han var semi-hurtig og ekseptionelt dygtig på bolden. Han kunne løbe i høj fart og drible til højre og venstre og sparke med begge ben og være farlig. Han kunne det hele dengang, Danilo (Danilo Arrieta, red.).

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Kronborg har de seneste syv år været cheftræner i serieklubben Hover IF. Foto: Hover IF

Nyder duften af græs

Efter karrierestoppet har Kronborg fortsat i fodboldbranchen, hvor han i de seneste syv sæsoner har stået i spidsen for Hover IF, der er placeret i Serie 2. Kærligheden til den lille læderbold er grunden til, at han er blevet hængende.

- Hvis jeg skal formulere det kort, at når jeg dufter græsbanerne og mærker fodboldmekanismerne, så ligger det så dybt i mit DNA at være derude og være på træningsbanen og motiverer spillere til at blive dygtigere og lave nogle fede træninger og udvikle mennesker, samtidig med, at der kommer noget fodbold på.

- Det kommer jeg aldrig til at kunne lade være med. Det er den gode gamle klassiker, at når man dufter til savsmulden i cirkusarenaen, så føles det rigtigt. Det er det eneste tidspunkt, hvor det føles ægte-rigtigt, fordi det har været så stor en del af mit liv, fra jeg var 15 år, siger 35-årige Lasse Kronborg til LigaBold.dk, der har kontrakt med Hover IF til efteråret 2022.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

VB

3 - 3

FCF

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0