2022-01-03 13:40:02

Serietræner er færdig: Mest sindssyge fyring

René Poulsen er færdig som cheftræner for Sjællandsserie-mandskabet RB 1906, og han kalder fyresedlen for den mest sindssyge. Han slår dog fast, at han har været glad for tiden i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

RB 1906 (Roskilde Boldklub af 1906) rykkede i den seneste sæson ned fra Danmarksserien til Sjællandsserien, og det var med cheftræner René Poulsen ved roret.

Efter efterårets kampe i Sjællandsserien har klubben dog fået nok, da Poulsen er blevet fyret som cheftræner, hvor Michael König afløser Poulsen.

Det har været en aldeles kaotisk proces, hvis man spørger den nu tidligere RB 1906-cheftræner.

René Poulsen siger til LigaBold.dk, at fyresedlen er den mest sindssyge, som han har oplevet.

- I min optik beskriver det meget godt, hvad der foregår nede i Roskilde, og jeg håber da for Roskilde, at det kommer til at gå dem bedre, end det har gået dem. Nu er der kommet helt nye trænere på første- og andetholdet. Jeg har det da skidt med det. En ting var, at jeg overtog et hold, der stort set gik i opløsning, fra den dag jeg overtog den. Så blev spillere sorteret fra på førsteholdet, og så gad de ikke spille på andetholdet.

- Så jeg havde stort set ikke noget hold, og jeg kørte Danmarksserien færdig med næsten 50 spillere. Det var et sammensat hold af alle spillere, der var til rådighed i samarbejde med U19 og Thomas Axel, hvor samarbejdet har været sublimt. Vi kan snakke sammen, og jeg har også været assistent under ham, og det fungerede fint.

- Jeg synes, at processen er den mest sindssyge fyreseddel, som jeg har fået, og min instruktør på A-licens sagde til mig, at jeg skulle se at komme væk derfra, for de tog pis på mig. Jeg følte til sidst, at de gjorde grin med mig. Så processen skriger til himlen. Det er den største amatørbestyrelse og ledelse, som jeg har arbejdet under, og jeg har arbejdet under en del, men det her slår alt, siger René Poulsen til LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter billedet

RB1906 -Serietræner er færdig: Mest sindssyge fyring
Foto: FC Roskilde

Forstår ikke fyring

53-årige René Poulsen forklarer, at han troede, at han skulle til et evalueringsmøde efter efterårets sidste kamp i Sjællandsserien mod Tuse.

Det var den daværende ansvarlige for seniorafdelingen, der også er næstformand, Flemming 'Mingo' Henriksen, der indkaldte ham til mødet. Der var dog ikke tale om et evalueringsmøde, da han fik at vide, at han var fortid som cheftræner, og det kom meget bag på Poulsen.

- Fra i sommer var jeg alene på posten som cheftræner, og jeg havde ikke nogle assistenter eller holdledere. Jeg tog stort set alle opgaverne, og det havde jeg tilkendegivet min utilfredshed med, at forudsætningerne ikke var til stede, og det var ikke de vilkår, som jeg blev ansat på. Det var de enige i, men de kunne ikke få fat på nogle. 

- Så måtte vi gøre det bedste, som vi kunne, og det synes jeg, at vi gjorde. Spillerne havde også en masse ting, som de gerne ville af med, og det tog jeg også med til mødet. Jeg tænkte, at det var evaluering. Det var så en opsigelse af min aftale, som løb indtil sommer. I min kontrakt havde jeg fået med, at de skulle betale min A-licens, og det har de også gjort uden problemer, men det er en temmelig dyr uddannelse.

- Jeg lyttede bare, og det virkede som om, at det ikke var i overensstemmelse med bestyrelsen, at jeg skulle opsiges, men det var på de præmisser, som han (Flemming 'Mingo' Henriksen, red.) sagde. Der blev ikke noget samarbejde med eliteafdelingen efter vinter, og det syntes de ikke, at jeg skulle være en del af. De syntes så, at vi skulle opsige samarbejdet, og så kunne jeg kalde det en fyreseddel, men han syntes bare, at det var så grimt et ord at bruge. 

- Hvis de mente, at jeg ikke skulle være der mere, så er det en fyring. Så måtte vi kalde dét det, sagde han. Det måtte jeg tage til mig. Jeg sagde, at jeg ikke kunne forstå, at den kom nu, sige René Poulsen og uddyber:

- Vi har lige bevæget os væk fra bunden og kommet op over nedrykningsstregen. Med det materiale, som vi har, handlede det om at få 80 watt ud af en 20 watts-pære, for niveauet var ikke særligt højt, og det var klubbens tredjeholdsspillere, som vi brugte. 

- Jeg havde ikke noget samarbejde med eliteafdelingen, da der ikke var kommet nogle spillere ned fra førsteholdet. Det stoppede i klubbens regi, da man ikke kunne snakke sammen, og så ville Michael (daværende træner Michael Jørgensen, red.) ikke sende spillere ned, så vi måtte klare os med det, som vi havde, og det synes jeg, at vi lykkedes med.

Fik endelig opsigelse over mail

Poulsen mener, at han havde spillernes fulde opbakning, og han fik i starten at vide, at det ikke var sikkert, at opsigelsen var gældende, hvilket gør processen endnu mere bizar, mener Poulsen.

- Det var som om, at det stod på hans egen regning (Flemming 'Mingo' Henriksen, red.), for da jeg konfronterede min assistent, som også er spiller på holdet, med, at jeg var blevet opsagt, så sagde han godt, at de havde spurgt spillerne, om de var utilfredse med mig som træner. Der havde spillerne været 100 procent enige i, at der ikke var nogle, der var utilfredse med den træning, som jeg havde lavet, og jeg havde 100 procent spillernes opbakning.

- Det kom lidt bag på ham, så han ringede til bestyrelsesmedlemmet Tom (Tom Rasmussen, red.), og det kom ligeså meget bag på ham. Den (Opsigelsen, red.) skulle jeg holde lidt i hånden, og jeg skulle ikke tage opsigelsen for gode vare. Det kunne jeg også godt. Jeg afventede, hvad der så skete, men så fik jeg at vide, at 'Mingo' var gået ud af bestyrelsen, 

- Ham, som jeg havde lavet min aftale med, var Henrik Andersen, der er formand i klubben. Han var ikke at finde nogle steder. Han havde ikke snakket med mig eller noget, og jeg gik ud fra, at jeg fik en fyreseddel, hvis det skulle stå ved magt.

- Om jeg var interesseret i at fortsætte, hvis det ikke stod ved magt? Det kunne jeg godt, men jeg kunne godt tænke mig, at det var på nogle andre vilkår. Det udelukkede mig ikke, at jeg tog det sidste halve år, men så skulle de nok ikke regne med, at jeg var der efter sommerferien, fordi præmissen var en anden.

- Det var de enige i, men så blev jeg ringet op af den tidligere træner Morten Uddberg, og han spurgte, hvad der skete i klubben, og det vidste jeg ikke. Jeg sagde, at de nok ønskede at fortsætte samarbejdet uden mig, men jeg vidste ikke hvorfor. De sagde, at der var noget økonomi i det, hvor jeg skulle have forlangt mere, end hvad jeg fik, og det er slet ikke tilfældet. 

- Jeg har en aftale, og så kan man ikke pludselig komme at forlange flere penge. Det var der slet ikke grobund for, men det var det, som der blev sagt i klubben. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg blev fyret.

Herefter fik det Poulsen endegyldige bevis på, at han var færdig i klubben, da formand Henrik Andersen sendte en opsigelse på mail.

- Derefter var jeg i venteposition i forhold til, om jeg skulle fortsætte som træner, og lige pludselig kom der en mail fra RB-formanden Henrik Andersen, hvor der stod, om jeg er opsagt. 

- Der stillede jeg spørgsmålstegn ved, om den her mail var troværdig, og jeg spurgte så Tom (Tom Rasmussen, red.), der sidder i bestyrelsen, om jeg så kunne regne med det. Han skrev bare, at det kom fra formanden, så det måtte stå ved magt, og så har jeg ikke hørt mere.

René Poulsen vil dog gerne understrege, at han har været glad for at være i klubben, men den nu tidligere RB 1906-cheftræner er ked af processen.

- Jeg har været glad for den tid, som jeg har haft i Roskilde, men jeg er forbandet ærgerlig over den måde, som de har afviklet mit trænerforløb på, siger René Poulsen til LigaBold.dk.

Resultaterne var ikke gode nok

LigaBold.dk har forholdt RB 1906-formand Henrik Andersen kritikken, men han vil kun fortælle følgende, da Andersen siger, at han ikke har været en del af processen.

- Udgangspunktet er jo selvfølgelig de resultater, som han har frembragt. Resultaterne, synes vi ikke, har været gode nok, og så vil vi gerne prøve noget andet i forhold til et koncept med U19 Elite og 3. divisionsholdet. Så vi synes bare ikke, at han er den rette til den proces, siger Henrik Andersen til LigaBold.dk.

Andersen henviser LigaBold.dk til Flemming 'Mingo' Henriksen, da han har stået for processen. Andersen slår dog fast, at det er en enig bestyrelse, der har besluttet, at Poulsen ikke skal være træner for RB 1906 mere.

LigaBold.dk har forsøgt at få Flemming 'Mingo' Henriksen til at svare på kritikken, men han er ikke vendt tilbage på vores opkald.

René Poulsen har tidligere været assistent for Anders Sundstrup i Frem på klubbens Københavnsserie-hold og assistent for FC Roskilde U19-hold. I foråret 2020 blev han opsagt, men han blev kort tid efter genansat som serietræner for RB 1906. Han overtog ansvaret for RB 1906 i august 2020.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce