Højt at flyve, dybt at falde.
Det er et ordsprog, som tegner et godt billede af situationen i Leicester.
For 10 år siden vandt klubben et helt sensationelt engelsk mesterskab. Fra næste sæson skal de spille League One.
The Foxes er to sæsoner i streg rykket ned, og det betyder, at man nu skal forberede sig på at tørne ud i den tredjebedste engelske række.
Skrækscenariet er blevet en realitet efter en sæson med forfærdelige resultater på banen, mens man også har mistet point på skrivebordet.
Leicester fik i løbet af sæsonen fratrukket seks point på grund af brud på de såkaldte PSR-regler, som er sat i værk for at sikre, at klubber ikke lever over evne så at sige.
Og det har Leicester altså gjort.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det betyder dog ikke, at klubbens eksistens er i fare, som det ser ud lige nu.
Det fortæller Rob Tanner, der er journalist for The Athletic, til Bold.
- Klubbens eksistens er ikke truet så længe, at ejerne fortsætter med at tilføre penge.
- Leicester er i høj grad afhængig af ejerfinansiering. Ejerne har tidligere konverteret over 200 millioner pund i lån til egenkapital, hvilket viser stor opbakning.
- Problemet har ikke været manglende ambition, men snarere for meget ambition og uforsvarligt forbrug, fortæller han.
Vrede på ejeren
Thailænderen med det mundrette navn Khun Aiyawatt 'Top' Srivaddhanaprabha er ejer af Leicester.
Khun overtog ejerskabet fra sin far, Vichai Srivaddhanaprabha, der på tragisk vis døde i et helikopterstyrt på King Power Stadium tilbage i 2018.
Leicester-fansene har altid haft stor kærlighed til de to klubejere, men den kærlighed er ved at falme i takt med klubbens jammerlige situation.
Det betyder dog ikke, at Khun kaster håndklædet i ringen.
- På trods af fansenes vrede og krav om et salg, virker det ikke sandsynligt, at ejerne ønsker at sælge.
- Der er en stærk følelsesmæssig tilknytning til klubben efter Khun Vichais død. Der står en statue ved stadion samt en mindehave på stedet, hvor helikopterstyrtet fandt sted.
- Khun Top har forsøgt at videreføre sin fars vision med blandt andet et nyt træningsanlæg, hvis driftsomkostninger næsten matcher hele budgettet for flere League One-klubber.
- Der var også store planer om at udvide stadion og udvikle området med butikker, kontorer og en arena, men COVID-19 pandemien satte en stopper for det. Samtidig ramte pandemien ejerfirmaet King Power hårdt.
- Mens indtægterne faldt, steg udgifterne, blandt andet på grund af nye kontrakter og manager Brendan Rodgers.
- Det førte til problemer med reglerne om økonomisk bæredygtighed, og det var derfor, at klubben fik seks strafpoint i denne sæson.
- Reglerne er lidt lempeligere i League One, så ejerne kan stadig investere og give klubben en chance for oprykning.
- Men hvis pengestrømmen stopper, kan klubben få alvorlige problemer – som det er set hos Sheffield Wednesday.
Hvad nu?
Som tidligere skrevet venter nu en sæson i League One.
Meget tyder på, at der er en stor sommerudrensning på vej, og det inkluderer også klubbens to danskere i form af Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen. Læs mere om det her.
I stedet skal hele klubben genstartes.
- Der er enormt meget arbejde foran klubben.
- De har fået ny sportsdirektør og administrerende direktør, hvilket giver nye idéer og flere ressourcer, men der skal handles hurtigt.
- Tidligere har klubben handlet for langsomt og været præget af ubeslutsomhed – det har de ikke råd til denne gang.
- Truppen skal bygges op næsten fra bunden, og det vigtigste er først at få ansat en manager.
- Derudover skal fansene vindes tilbage. Salget af sæsonkort går langsomt, da mange fans ikke ønsker at komme tilbage lige nu.
- Alt i alt kan det blive en meget udfordrende sæson for alle i klubben, siger han afslutningsvist.

Leicester
Championship






























