



Søndag aften tog Silkeborg IF hjemme mod OB i 3F Superligaen.
Begge mandskaber lå inden opgøret placeret i den tunge ende af tabellen kom til opgøret med nederlag i deres respektive seneste kampe inden landskampspausen.
Kampen var kun lige fløjtet op, da Noah Ganaus sparkede de fynske gæster foran.
Adam Sørensen brød en Silkeborg aflevering langt oppe på hjemmeholdets banehalvdel, som efterfølgende endte for fødderne af Noah Ganaus, der tog bolden med ind i feltet og koldblodigt lagde den forbi Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.
OB bragte sig derfor foran efter blot 30 sekunder af opgøret.
Fynboerne fortsatte efter den tidlige scoring med at presse på, og efter 15 minutter var Noah Ganaus tæt på at blive dobbeltmålscorer.
Artiklen fortsætter efter billedet

En bold endte for fødderne af den tyske angriber i Silkeborgs felt, men skarpheden fra tidligere manglede, og Noah Ganaus sendte bolden over målet.
Silkeborg havde i kampens første 30 minutter svært ved at sætte længere angreb sammen, og OB’s høje pres voldte generelt hjemmeholdet store problemer.
Silkeborg fik i den afsluttende periode af første halvleg bedre kontrol over tingene, og kort før pausen bragte klubben fra Søhøjlandet balance på måltavlen.
Callum McCowatt modtog bolden i højresiden fra Andreas Poulsen og hamrede den ind bag Theo Sander i OB-målet til 1-1.
Rødt kort ændrede kampbilledet
Silkeborgs boldomgang var bedre fra anden halvlegs start af, hvor de kom i bedre kontrol i forhold til første halvleg, men det var fortsat de fynske gæster, der var farligst.
I det 66. minut blev Noah Ganaus sendt afsted i dybden. Den tyske angriber tog bolden ned i Silkeborg-feltet, men hans afslutning røg i sidenettet og Silkeborg slap derfor med skrækken.
Efter 69 minutter led OB's chancer for de tre pointer et knæk.
En lang Silkeborg-aflevering blev sendt afsted mod Callum McCowatt, der truede OB-bagrummet. Yaya Bojang mistimede duellen og rev McCowatt ned, hvilket resulterede i, at Yaya Bojang fik sit andet gule kort og blev udvist.
Silkeborg lugtede efterfølgende blod og pressede på for en scoring til 2-1, mens OB lurede på omstillinger.
Forløsende Silkeborg-scoring
Efter 79 minutters spil bragte Tonni Adamsen Silkeborg foran.
Pedro Ganchas sendte en præcis bold frem til Tonni Adamsen, der med brystet tog den med ind i OB-feltet og lagde den over Theo Sander i målet til 2-1.
OB forsøgte i kampens afsluttende fase at presse Silkeborg tilbage på egen banehalvdel for at jagte en udligning.
Silkeborg stod mod presset og holdt stand.
Silkeborg besejrede derfor OB med 2-1 hjemme på Jysk Park og kravler forbi fynboerne i tabellen.

Gulddrømme og uro i Superligaen
Hattrick | Afsnit 74Guldkampen spidser til i Superligaen, hvor AGF og FC Midtjylland kæmper om mesterskabet. Men uden for banen har flere kampe også fået et efterspil med uro og ballade.
Læs mere
OB
Silkeborg IF
3F Superliga


































