Robert Skov er netop hjemvendt fra OL i Brasilien, hvor han scorede Danmarks eneste mål i turneringen – i 1-0-sejren over Sydafrika.
Silkeborg-dribleren har kontraktudløb næste sommer, men lige nu er dialogen død.
- Vi har været i dialog gennem længere tid, men indtil videre er vi ikke blevet enige. Og lige nu snakker vi ikke sammen om det, siger Skov til bold.dk og tilføjer:
- Som jeg hele tiden har sagt, er jeg glad for at være i Silkeborg, og jeg føler, jeg fortsat kan udvikle mig sammen med holdet. Vi må se, om vi på et tidspunkt kan blive enige om en kontrakt, der gør begge parter glade.
Skov var aldrig rigtig tæt på et skifte i løbet af sommeren, og han har ikke haft fokus på andre klubber end SIF.
- Jeg lader min agent om at håndtere alt, hvad der ikke har med fodbolden at gøre, men indtil videre har min fokus udelukkende været at se, om jeg kunne blive enige med Silkeborg om en ny kontrakt, siger Skov.
20-årige Skov har scoret syv mål i 54 ligakampe for Silkeborg.
mikael@bold.dk



Silkeborg IF
3F Superliga



























