Norwich har været hårdt ramt af skader, siden klubben denne sommer rykkede op i Premier League, og nu er der mere dårligt nyt for klubben.
Midterforsvarer Timm Klose er således ude flere måneder med en knæskade, meddeler han på Instagram.
- Desværre må jeg tage en pause fra det, jeg elsker, et par måneder. Jeg vil støtte klubben og mine holdkammerater gennem denne tid. Det er tid for mig til at fixe problemet og komme stærkere tilbage, skriver Klose.
Norwich bekræfter desuden, at midtbanespiller Tom Trybull er ude seks uger med en ankelskade, mens Christoph Zimmerman skal undersøges, efter han kolliderede med Sebastien Haller.
Anfører Grant Hanley har desuden trukket sig fra den skotske landsholdslejr med en skade, og dermed er Ben Godfrey i øjeblikket den eneste skadesfri midtstopper.
Næste kamp for Norwich er om ti dage mod Manchester City.


Norwich
Premier League





























