




Skotland kommer ikke med til VM i Rusland. Søndag aften havde de brug for en sejr over Slovenien, men det blev kun til 2-2 og Skotland endte dermed på tredjepladsen i gruppen, mens Slovakiet i stedet snuppede andenpladsen.
Fysikken var forskellen i kampen mod Slovenien, mener den skotske landstræner Gordon Strachan.
- Vi var oppe mod et fysisk stærkere hold, der aldrig lukker mål ind på hjemmebane. Det er et fysisk hold og vi vidste, at standardsituationer kunne blive et problem - og de scorede på to standarder. Vi kan ikke ændre på det genetiske, siger Strachan ifølge BBC.
- Vi kan ikke bare spille med de største mennesker fra Skotland. Teknisk er vi gode, men vores spillere skal arbejde hårdere på bolden end de noget større spillere.
Gordon Strachan ville ikke tale om sin egen fremtid som skotsk landstræner. Han er stolt af sit hverv, sagde han dog.


VM
Skotland
































