Oprykkerne fra Skovshoved har fået en flot start på 2. division, da holdet slog Næstved på udebane i premieren, inden det blev til 1-1 i weekenden mod Frem.
Den gode start overrasker ikke Jannik Skov Hansen, som ganske enkelt mener, at Skovshoved har et fremragende fodboldhold.
- Jeg kan godt forstå, hvis andre er overrasket, men det er vi ikke selv. Vi har et rigtig godt hold – faktisk det bedste, jeg har spillet på – så starten har været, som jeg havde regnet med, siger Hansen til bold.dk.
- Vi har spillet 180 minutter i 2. division, og i 150 minutter var vi klart det bedste hold på banen. Det kan lyde arrogant, men jeg er ikke overrasket, for jeg vidste, vi var gode, vi har et klassehold.
Jannik Skov Hansen har selv en fortid som ungdomsspiller i Brøndby og har også spillet for HB Køge og HIK.
Han forklarer, at en af holdets store styrker er, at mange spillere ikke har erfaring fra store klubber.
- Vi har et hold fyldt med spillere, som bare går ud og spiller fodbold. Vi spiller fodbold for at have det sjovt, og så er vi tilfældigvis bare nogle rigtig dygtige spillere.
- Jeg kom til klubben for et halvt år siden og har endnu ikke været med til at tabe. Nu håber jeg selvfølgelig ikke, at vi går ud og taber de næste ti kampe, når jeg siger det her, men vi er bare et rigtig godt hold, som godt kan lide at spille fodbold.
- Vi har måske tre spillere på holdet, som tidligere har spillet i divisionerne, og spillerne er i det hele taget ikke så skolede. Men de er sig selv, og alle giver sig fuldt ud i 90 minutter, og så drikker vi en kold øl bagefter. Det er vores styrke, siger Hansen til bold.dk.
Skovshoved skal i næste kamp møde topholdet Brønshøj.
mikkel@bold.dk


Skovshoved
CampoBet 2. division
































