Skrækskade: Tidl. FCK'er gør serie-comeback
Foto: Malvern City Football Club
2022-02-11 15:59:00
Foto: Malvern City Football Club

Skrækskade: Tidl. FCK'er gør serie-comeback

Oscar Skjold Pedersen, der tidligere har været i FC København og Lyngby, fik en grim skade for tre år siden, men nu gør han comeback for Nørrebro FF i Serie 1.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

27-årige Oscar Skjold Pedersen har ikke spillet fodbold i et godt stykke tid, nærmere bestemt tre år, og det er der en god men også trist grund til.

For tre år siden var det planen, at den daværende Odsherred-spiller skulle have spillet sidste kamp for klubben, men her gik det helt galt, og den slemme skade har påvirket ham meget, siger han til LigaBold.dk.

Nu gør han dog comeback, da Oscar Skjold Pedersen fremover skal spille for Nørrebro FF i Serie 1.

- Jeg blev jo skadet for tre år siden, hvor jeg brækkede anklen. Derefter satte jeg fodbolden på pause og fokuserede på studie og arbejde. Jeg har boet et halvt år i Italien i forbindelse med noget udveksling, og jeg blev faktisk kontaktet i sommer af Oliver Fredsted (Nørrebro FF-sportschef, red.), som jeg kender fra Lyngby, og Mohammad (Nørrebro FF-formand Mohammad Howeidi, red.) har jeg gået i gymnasium med, så de kontaktede mig om den her mulighed.

- Jeg tænkte, at det måske var meget godt at komme i gang igen på et niveau, hvor jeg kunne være med efter den her lange periode, hvor jeg har været ude. Så ligger det også tæt på, hvor jeg bor, så jeg kan få det til at hænge sammen. Jeg vil også gerne spille lidt bold igen, siger Oscar Skjold Pedersen til LigaBold.dk.

Hvor meget har skaden påvirket dig?

- Den var ret grim. Jeg brækkede anklen i en fodboldkamp, hvor jeg fik en glidende tackling på siden, og min fod hang nærmest på siden af benet. Den var ret grim, og der var også et smæld, der gik op i knæet og længere op. Det var ikke helt godt, så der gik noget tid, før jeg kom i gang.

- Jeg skulle faktisk have rejst til Belgien på noget udveksling med studiet, så jeg fik ikke genoptrænet det, som jeg skulle. Det prøvede jeg at gøre den seneste måneds tid, inden jeg tog ud til Nørrebro FF. Jeg har i opstarten mærket, at det var hårdt at komme i gang igen, men jeg er meget overrasket over, hvor hurtigt jeg kan mærke, at det forbedrer sig. Det er meget positivt.

Oscar Skjold Pedersen har dog fået mod på at spille fodbold igen.

- Jeg har det godt og har højt mod. Nu spillede vi i lørdags, hvor jeg spillede 90 minutter som centerback. Det gik egentlig okay. Formen skal selvfølgelig op i niveau igen, men jeg synes ikke, at det var anklen, der gjorde, at jeg ikke kunne spille, så det var positivt, siger Oscar Skjold Pedersen til LigaBold.dk.

Den nye Nørrebro FF-spiller glæder sig meget til at blive en del af klubben, og han synes, at der bliver gjort et fremragende stykke arbejde i Serie 1-klubben.

Oscar Skjold Pedersen har tidligere været i FC København, Lyngby, Avarta ad to omgange, Hvidovre IF og så fik han stor oplevelse, da den tidligere divisionsspiller spillede for Melbourne-klubben Malvern City Football Club i Australien på et niveau svarende til Danmarksserien.

Stopperen spillede senest en turneringskamp for Odsherred, hvor den grimme skade indtraf.

I 2012 vandt han U19-mesterskabet med FC København, og forsvarsspilleren har fået divisionskampe for Avarta.

Nørrebro FF indtager andenpladsen i København Serie 1.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce