VM i Qatar til næste år fylder mere og mere i fodboldverdenen, men ikke af de rigtige årsager, efter flere rapporter har vist, at forholdene for landets migrantarbejder er under al kritik.
Det drejer sig helt konkret om de migrantarbejdere, der er med til at bygge stadioner og byer, som skal danne ramme om slutrunden.
Finland ligger i skrivende stund på andenpladsen i deres kvalifikationsgruppe og kunne derfor godt være på vej til endnu en slutrunde, efter de også deltog i EM denne sommer.
De tvivlsomme forhold i Qatar har fanget den finske midtbanespiller Tim Sparv. I et længere indlæg på 'The Players Tribune' deler han sine tanker om forholdene i Qatar forud for VM-slutrunden 2022.
Her fortæller han, hvordan han har talt med nogle af migrantarbejderne, der har fortalt om de kummerlige forhold, de arbejder under med lange arbejdsdage og forsvindende lille tillid til de kvindelige arbejdere.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han blev selv opmærksom på problemet i 2019, da landsmanden Riku Riski nægtede at rejse med på en landsholdssamling til ørkenstaten af etiske årsager.
Indtil da erkender Tim Sparv, at han sov. Han sov i den tro, at FIFA havde gjort deres arbejde grundigt og ikke valgt et sted, hvor forholdene var så skidte.
Hans samtale med migrantarbejderne har desværre også vist ham, at ikke alle de forbedringer, der har været på tale i Qatar, bliver ført ud i livet til stor frustration for arbejderne.
Han opfordrer derfor nu sine kollegaer til at hæve stemmen og tale om Qatar, selvom det kan være svært.
- De (FIFA, red.) kan stadig give os spillere en større rolle. Vi er essentielt det produkt, som landene byder på og som FIFA sælger rettigheder til for formuer. Men vi har intet at skulle have sagt, i forhold til hvor VM spilles. Der er endda ingen, der besværer sig med at fortælle det. Vi ser det bare i nyhederne: "Prøv at se, vi skal spille i Qatar".
- Det er som om, at vi står udenfor og skriger på disse mennesker: "Hey, please luk os ind. Please, lad os vide, hvad der sker". Det er meget frustrerende. Jeg ville bare ønske, at flere spillere ville råbe op.
- Det er jo ikke, fordi vi spillere skal være stille som førhen. Vi har sociale medie-konti, vi har platforme som 'The Players Tribune', vi har FIFPRO (den internationale spillerforening, red.) og vores lokale spillerforeninger, der støtter os.
- Vi kan publicere vores tanker, hvornår vi ønsker, og når vi gør det, så skriver medierne om det. Fans og offentligheden kan læse det. Vi har mere indflydelse end nogensinde før - vi skal bare udnytte det.
- Jeg forventer ikke, at mange unge spillere skal træde frem. Det er svært for en 17-årige at komme direkte ud af skolen og spille foran 50.000 mennesker. Vi smider dem ind i løvens hule og forventer, at de overlever, hvilket er vildt. De fleste af dem har nok at tage sig af.
- Jeg respekterer også, at ikke alle fodboldspillere ønsker at tale om de her emner. En del af omklædningsrummet vil altid holde sig til fodbold, skriver Tim Sparv.
Til trods for enkelte forbehold så fastholder han dog budskabet til sine kollegaer.
- Jeg vil gerne opfordre andre spillere til at være modige. Qatar er ikke engang et politisk emne - det er et humanitært emne. Om ikke andet så gør opmærksom på det. Gør folk opmærksomme på det, lyder det fra Tim Sparv.

HJK Helsinki
Finland



































