

Inden Mathias Kvistgaarden tog turen ud for at tale med den skrevne presse efter 2-0-sejren over FC Midtjylland, fik Brøndby-profilen en snak med Claus Steinlein.
Det skyldtes, at FCM's bestyrelsesformand havde stor respekt for, at Kvistgaarden havde rost Ousmane Diao og Mads Bech i et interview med Viaplay.
Det forklarede angriberen efter sejren.
- Han roste mig for at rose Diao og Mads Bech. Så sagde jeg til ham, at når man møder modstandere, som er irriterende at spille overfor, så skal de også have et klap på skulderen og vide, at de gør det godt, lyder det fra Kvistgaarden.
Angriberen ved ikke, om der også var ros fra FCM-duoen den anden vej, men Diao var i hvert fald træt af Kvistgaarden i løbet af opgøret.
- Diao sagde til mig inde på banen, at det var irriterende, at jeg løb så meget. Så mon ikke, at de også synes, at jeg er irriterende, siger Kvistgaarden med et glimt i øjet.
Artiklen fortsætter efter billedet

I kampen noterede angriberen sig for et mål og var også involveret i 2-0-scoringen, men det var altså FCM-duoen, der fyldte en del i tankerne hos Kvistgaarden.
- Man er lidt tvunget til at sige, at det har været fantastisk. De to seneste gange her har været dejlige og meget gode, men på den anden side er jeg også altid irriteret under kampene.
- Det er svært at sige, at Mads Bech og Diao har et godt tag på mig, men jeg synes, at de er pisseirriterende at spille overfor.
- De er så fysiske, går så meget på kroppen, og så er de gode til at falde af på mine dybdeløb. Det er sgu lidt irriterende, lyder det fra angriberen.
Sejren betyder, at Brøndby har tre point op til AGF på tredjepladsen. I næste runde mødes de to mandskaber på Brøndby Stadion.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
Brøndby IF
3F Superliga


































