December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.
Stephan Andersen havde aldrig den store lyst til at spørge om at bytte trøje i løbet af sin karriere.
I 2014 stod han dog over for en række modstandere, som de fleste nok godt kunne tænke sig at bytte trøje med.
Selv var Stephan Andersen målmand i Real Betis, og de tog imod et stjernespækket Real Madrid-mandskab.
Pepe og Sergio Ramos udgjorde midterforsvaret, mens midtbanen bestod af Luka Modric, Xabi Alonso og Angel Di Maria.
Artiklen fortsætter efter billedet

Angrebet var et af Europas farligste i form af Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo.
Stephan Andersen havde da også en svær aften, hvor Real Betis ganske enkelt blev klasket af stjernerne.
Alligevel fik han et noget så kostbart udbytte af en ellers miserabel aften.
- Jeg synes selv, at jeg har en ret fed trøje af Cristiano Ronaldo, som hænger på min søns værelse nu. Der var nok ikke så meget bytte over det. Det var mere bare, at jeg fik den af ham.
- Det skete i en forfærdelig kamp på Benito Villamarín (Real Betis' stadion, red.), hvor vi spillede mod Real Madrid og tabte 0-5.
- Jeg har aldrig rigtig været typen, som går hen og spørger folk om trøjen. Det kom sig lidt af, da dommeren fløjtede af, havde de en chance i vores ende, og Ronaldo stod omkring mig. Så bed jeg i det sure æble og spurgte, om jeg måtte få hans trøje efter kampen, og det var jeg så heldig at få.
Hvordan reagerer Ronaldo, når man spørger om hans trøje?
- Han sagde sådan set bare, at det måtte jeg godt, men jeg kunne bare få den, når vi kom ind. Og så skulle vi gå rundt og klappe til publikum inden, som ikke var det fedeste, når vi lige havde fået en snitter på 0-5, og så tænkte jeg, at det løb nok var kørt (ift. at få trøjen, red.). Så stor, som han er, stod han trofast og ventede i spillertunnellen, og så fik jeg den, da jeg kom ind.
Nu hænger Cristiano Ronaldo-trøjen med det velkendte syvtal på værelset hos Stephan Andersens søn.
På den måde kan trøjen fungere som en presbold.
- Jeg har sagt til ham, at han skal kigge på den inden han går i seng hver dag, og så bliver han ikke lukket ud, før han spiller for det Real Madrid-hold, afslutter Stephan Andersen.
Selvom der opstod en unik mulighed i opgøret i 2014, havde Stephan Andersen faktisk flere møder med Cristiano Ronaldo.
Hele seks gange har de to stået over for hinanden. To gange for Real Betis mod Real Madrid, to gange for Charlton mod Manchester United og to gange for det danske landshold mod Portugal.

Real Betis
Real Madrid






































