19-årige Lucas Riisgaard er tilbage i dansk fodbold efter en kort periode i portugisiske Maritimo.
Han har nemlig valgt at tage til 2. divisionsklubben FC Roskilde, og det er med et stort mål for øje.
- Mine ambitioner og mit mål er at slå igennem i 2. division og vise mig frem for nogle af de større klubber i Danmark. Jeg er jo kun 19 år, og jeg har skrevet en toårig kontrakt med Roskilde.
- Jeg vil gerne slå igennem inden for de næste par år, så jeg kan komme videre til noget 1. division og Superligaen. Målet er selvfølgelig Superligaen og prøve at gøre en forskel, og derefter vil jeg gerne til udlandet igen. Jeg kan godt lide at være i udlandet, når der er styr på tingene, siger Lucas Riisgaard til bold.dk.
Roser Thygesen
Riisgaard fortæller, at han har fået en rigtig god start i 2. divisionsklubben, og han er rigtig glad for at blive trænet af den tidligere Superliga-spiller Mikkel Thygesen.
Han er sikker på, at Thygesen kan løfte FC Roskilde.
- Det har været fantastisk. Han er jo tidligere fodboldspiller, og jeg håber, at han kan lide den type fodbold, som jeg spiller. Jeg synes, at han er en fantastisk træner.
- Han har grebet chancen super fint, da han kommer lidt ind i sæsonen. Jeg synes, at han har gjort det super godt, og vi har taget super godt imod ham. Jeg tror, at det kommer til at gå fantastisk med ham som træner, siger Lucas Riisgaard til bold.dk og tilføjer.
- Jeg tror, at han kan gøre mig stærkere, hvis jeg skal udlandet en anden gang. Jeg lavede en plan med FC Roskilde, inden jeg skrev under i forhold til min udvikling, og det er at få mig videre til noget større og gøre mig stærkere og klogere i forhold til mine spidskompetencer.
FC Roskilde er lige nu nummer tre i 2. division.
Angriberen har en fortid i blandt andet Vejle Boldklub.

FC Roskilde
CampoBet 2. division
























