28-årige Joan Simun Edmundsson skiftede i sommeren 2018 OB ud med tyske Arminia Bielefeld på en fri transfer, og her har den færøske tekniker udviklet sig til at være fast mand på 2. Bundesliga-mandskabet, der i øjeblikket fører rækken.
Han håber på, at det kan blive til et ophold i det ypperste tyske selskab - men erkender, at det kræver lidt forbedring.
- Jeg er glad for at være her, og jeg ved, at klubben er glad for mig. Jeg har været glad for at få muligheden på det her niveau. Det er en fed liga med mange tilskuere, og man kan virkelig mærke tyskernes interesse for fodbold, siger han til avisen og fortsætter:
- Vi har 20.000 tilskuere i snit, og de andre klubber er også på det niveau. Jeg tager en kamp ad gangen, og det kunne være en drøm at komme i Bundesligaen, men så skal både jeg selv og holdet vist nogle procenter op for at klare os.
Bielefeld fører i øjeblikket 2. Bundesliga med seks point ned til Stuttgart, der dog også er på én af to direkte oprykningspladser.
Tredjepladsen giver adgang til playoff om oprykning mod den trejdeværst placerede klub i Bundesligaen, og den er der syv point ned til.
Edmundsson har i sæsonen scoret fem gange og lagt op til to mål i sine 22 2. Bundesliga-optrædener.


Bielefeld
Tyskland 2. Bundesliga






























