FC Roskilde har været på jagt efter en ny cheftræner siden starten af april, hvor klubben valgte at fyre Jack Majgaard.
Torsdag eftermiddag kunne 2. divisionsklubben så offentliggøre, at den tidligere Heerenveen-dansker Jesper Håkansson skal være cheftræner fra den kommende sæson.
Assistenten bliver norske Petter Skogsletten.
41-årige Håkansson siger til klubbens hjemmeside, at han har haft snakke med FC Roskilde i længere tid.
Den nye cheftræner har tidligere spillet for FC Roskilde, og han har senest været en del af FC Nordsjælland.
- Jeg føler, at tiden er kommet til at tage oplæringen fra FC Nordsjælland til næste niveau og derved udvikle mig endnu mere. Jeg kender FC Roskilde, den kultur og det liv der er i klubben.
- Men der kan fortsat bygges en masse på, og det er en rejse jeg kan se mig selv være en del af. Det var ikke så svært at se denne mulighed vokse, da jeg startede dialogen med Anders Theil for efterhånden noget tid siden.
- FC Roskilde har en betydning for mig, og det håber jeg også, at klubben får for Petter (red. Petter Skogsletten). Jeg har hele tiden haft i tankerne, at Petter skulle være med som assistent, og det betyder meget for mig, at det lykkedes.
- Vi arbejder rigtig godt sammen og har et godt venskab. Petter har så mange kvaliteter som vi får meget glæde af, især i det fysiske aspekt, siger Jesper Håkansson.
Som aktiv fodboldspiller var han en del af Heerenveen, Djurgården, Newcastle i Australien og ADO Den Haag. I Danmark har han spillet for Lyngby, Frem og AB.

FC Roskilde
CampoBet 2. division
























