



I 2. division blev der lørdag eftermiddag spillet tre opgør, med topopgøret i Hillerød mellem Næstved og Hillerød som det mest iøjnefaldende.
Her fik udfordrerne fra Nordsjælland besøg af sydsjællandske Næstved, og her var det gæsterne, der kom bedst fra land.
Efter 36 minutters spil kunne Ahmed Hassan således bringe Næstved i front, da han gjorde det til 1-0.
Da der var spillet en time, gik det helt galt, da begge boder kunne melde totalt udsolgt på fadøl. Stillingen var fortsat 1-0 til gæsterne på dette tidspunkt.
Midtvejs i anden halvleg var der dog positivt nyt for hjemmepublikummet, da Tobias Arndal kunne bringe balance i regnskabet fra ellevemeterpletten.
Så stod der 1-1, og det blev også kampens slutresultat, hvorved de fire points forskel på de to mandskaber forblev uændret.
FA 2000 hentede uafgjort efter hektisk kamp
I bunden af 2. division fik FA 2000 besøg af Brabrand, og her kom Frederiksberg-mandskabet bedst fra land.
Ved en frisparkssituation kom Ricky Gotland højest og kunne sende bolden i mål til 1-0 efter godt en halv times spil.
Efter pausen blev den føring imidlertid udlignet, da der var spillet 67 minutter af Rasmus Jensen, som gjorde det til 1-1.
Og fire minutter senere var den gal nok engang, da Michael Pedersen bragte Brabrand i spidsen.
Den stilling skulle også holde tiden ud, men dermed glippede FA to vigtige point i bundstriden, mens Brabrand holdt liv i håbet om at komme til at spille oprykningsspil om to runder.
HIK stjal sejren med overtidsstraffe
I den tredje og sidste kamp i rækken var Aarhus Fremad på besøg hos HIK midt i tabellen, hvor der skulle spilles om vigtige point.
Med en sejr kunne Aarhus Fremad således tage et stort skridt mod oprykningsspillet, mens HIK omvendt ville få svært ved at nå op i den sjove halvdel af tabellen, hvis ikke det blev til tre point.
Efter to minutters spil gav Roni Arabaci HIK det bedst mulige udgangspunkt, da han scorede til 1-0 for værterne.
Det var dog en stakket frist, for efter 27 minutters spil kunne Søren Andreasen bringe balance i regnskabet med sit mål til 1-1.
Det holdt næsten helt til slut, men i kampens døende sekunder blev der peget på pletten.
Det omsatte Emil Thomsen til mål, og dermed kan HIK stadig potentielt spille sig i oprykningsspillet, mens Fremad risikerer at skulle under stregen.


Næstved Boldklub
HIK
Aarhus Fremad
Brabrand IF
FA 2000
CampoBet 2. division
Hillerød


























