




Ajax havde en 1-0-sejr med fra første semifinalemøde med Tottenham, da de onsdag bød London-klubben op til dans i Amsterdam.
Kasper Dolberg skulle oprindeligt have startet på bænken, men en skade til David Neres kort før kickoff sendte danskeren ind i startelleveren sammen med Lasse Schöne.
Hos Tottenham var Jan Vertonghen klar igen efter sin hovedskade, mens Heung-Min Son var tilbage efter karantæne. Christian Eriksen startede naturligvis også inde for Tottenham.
Ajax har været umulige at stoppe i denne sæsons Champions League, og den hollandske storklub bragede også derudad fra første fløjt foran et fyldt Johan Cruyff Arena.
Matthijs de Ligt headede efter bare fem minutter Ajax på 1-0 efter et præcist hjørnespark fra Lasse Schöne, men øjeblikket efter ramte Heung-Min Son stolpen. Så var vi ligesom i gang.
Ajax var ovenpå i første halvleg, hvor Tottenham var for langsomme i tanke og handling, og Hakim Ziyech bankede kort før pausen bolden ind til 2-0 fra kanten af feltet.
Dusan Tadic kunne have øget føringen, men Ajax nøjedes med 2-0 ved pausen efter en hæsblæsende første halvleg.
Mauricio Pochettino forsøgte at sætte Fernando Llorente ind for Victor Wanyama, og det gjorde en forskel for Tottenham offensivt.
På blot fire minutter kort inde i anden halvleg havde Tottenham nemlig både reduceret og udlignet.
Først fandt Dele Alli med en stikning Lucas Moura, der sparkede kuglen ind bag Andre Onana i Ajax-målet.
Kort efter diskede Onana op med en glimrende dobbeltredning, men han og Lasse Schöne var derefter uenige om, hvem der skulle snuppe bolden, og så endte den hos Lucas, der flot vendte og bragede Tottenham på 2-2.
Ajax var herefter helt på hælene, og Tottenham manglede jo altså kun en enkelt kasse for at snuppe finale-billetten.
Lasse Schöne blev pillet ud til fordel for Joel Veltman, og lidt senere måtte også Dolberg forlade banen efter en mindre succesfuld kamp fra danskerens side af. Daley Sinkgraven erstattede ham.
Tottenham fik ikke udnyttet Ajax' sløsede periode, og i stedet kom Hakim Ziyech til to kæmpe chancer. Først én der gik snert forbi fra det lille felt, og siden et stolpeskud med ti minutter igen.
Tottenham pressede til gengæld voldsomt på til sidst. Et par minutter før tid fik Jan Vertonghen en dobbeltchance, da han først headede og kort efter sparkede bolden mod mål i det lille felt.
Dybt inde i overtiden - faktisk det femte tillægsminut - lykkedes det på forunderlig vis Tottenham at snuppe billetten til finalen.
Lucas Moura var - naturligvis - manden med målet i kampens absolut sidste sekund, da han fra kanten af feltet udplacerede Onana i målet, og så kunne vilde jubelscener ellers bryde ud.
Dermed er Tottenham klar til Champions League-finalen mod Liverpool den 1. juni i Madrid.



Tottenham
Ajax
Champions League
































