BK Frem rykkede i sommer ned fra CampoBet 2. division.
Det har derfor heddet CampoBet 3. division efter sommerpausen for traditionsklubben.
Frem har ikke fået den bedste start på tilværelsen i 3. division, hvor klubben i skrivende stund er placeret på 10. pladsen, mens det kun er blevet til to sejre i de første syv opgør.
Det er ikke en sæsonstart, som er gået som forventet, fortæller sportschef Beran Camili til Bold.
- Vi havde forventet lidt flere point end dem vi har fået, men med det sagt, vil jeg sige, at det spil vi har vist, har berettiget til mange flere point, end det vi har fået.
- Det vi har lidt under i sæsonstarten er manglende skarphed i begge felter, det vil sige, at vi selv brænder for meget, og modstanderen scorer for nemt.
Frem står uden sejr i de seneste tre kampe, der blandt andet har budt på nederlag til Brønshøj og Holbæk.
Ambitionen er fortsat oprykning
Den svingende pointmæssige sæsonstart skyldes ikke, at Frem har undervurderet niveauet i 3. division, forsikrer Beran Camili.
- Det er ikke fordi, vi på nogen måde undervurderer 3. division, og vi har en klar ambition om, at vi gerne vil op hurtigst muligt.
- Med det sagt er det ikke en katastrofe, hvis vi ikke rykker op i år, fordi det er et hold, der skal spilles sammen på ny.
Selvom sæsonstarten ikke lugter af en tilbagevenden til landets tredjebedste række, så er det fortsat målsætningen i Valby-klubben.
- Som vi har meldt ud tidligere, så går vi efter det. Det lægger vi ikke skjul på.
- Lige nu ser det måske lidt svært ud. Der er en del point op, men vi går stadig efter det, fortæller Camili.
BK Frems næste opgave i CampoBet 3. division er på lørdag, når oprykkerne fra Vejgaard Boldspilklub gæster Valby Idrætspark.
Du kan se stillingen her.


BK Frem
CampoBet 3. division


































