

Blot 17-årige Søren Bugge Jepsen scorede onsdag kampens sidste mål, da AGF slog Brabrand med 2-0 i en testkamp.
Den unge midtbanemand blev skiftet ind i anden halvleg, og han var glad for sin og holdets præstation.
- Jeg synes, vi spillede en fin kamp. Det blev lidt rodet generelt, fordi der blev skiftet meget ud, men jeg synes, vi spillede fint, og det var dejligt at få prikket en kasse ind, siger Søren Bugge til AGF TV.
- Jeg forsøgte bare at arbejde stenhårdt og prøve at tænke på de ting, David havde sagt inden kampen. Og så prøver man at læne sig lidt op ad de erfarne spillere.
- Jeg var så heldig at løbe rundt ved siden af Martin Spelmann, som var fantastisk til at guide og hjælpe mig.
Søren Bugge Jepsen er en af flere unge, der får chancen i opstarten, og det betyder meget.
- Det giver selvtillid. Det er utrolig dejligt at få tillid fra trænerne og komme ind og blive udfordret mod nogle rigtig gode hold - det er fantastisk, siger han.
AGF skal i kamp igen lørdag, hvor Vendsyssel FF kigger forbi.



AGF
3F Superliga
Træningskampe

































