Uwe Rösler var tæt på at dø: Fem procent chance for overlevelse

Et møde med et kommunistisk regime, Stasi og døden.

Det lyder som starten på en James Bond-film, men sandheden er, at det i stedet handler om AGF-cheftræner Uwe Röslers liv.

Det beskriver nemlig en række episoder, som alle har været med til at forme Rösler til den person, som han er i dag.

I dette interview med bold.dk sætter Rösler nu ord på sit liv, som er fortællingen om en person, der har kæmpet hele sit liv for at opnå succes og til tider overlevelse.

Og det hele startede i Østtyskland, hvor Rösler blev født i 1968.

- Opdragelsen dengang var anderledes, end hvad den er nu helt generelt. Her taler jeg om sociale medier, internettet og mange forskellige ting. Der var også andre politiske systemer.

- Gennem årene har forskellige stadier formet mig som person, men den største har helt klart været i Østtyskland, hvor min opvækst, familie og tiden på elitesportsskolen har betydet meget.

Som 11-årig kom Rösler ind på Leipzig School of Excellence, hvor han på den hårde måde lærte, hvad der skulle til, hvis man skulle nå langt i livet.

- Der var en masse regler, og man skulle følge dem. Man skulle være disciplineret og fokuseret, mens man også skulle arbejde hårdt. 

- En af mine største styrker nu er, at jeg er et konkurrencemenneske. Jeg ønsker at vinde alt, og det er lige meget, om det så er kortspil, fodbold eller tennis. 

- Jeg kan ikke tabe, og det er en god ting. Det synes min kone og mine børn måske ikke altid, griner Uwe Rösler.

Østtysk opvækst kan ses i AGF

Det var dog ikke nemt for en ung Uwe Rösler at være en del af Leipzig School of Excellence.

Der var nemlig altid en frygt for at blive siet fra, da der hvert år var en udvælgelsesproces blandt 15 børn, hvor to skulle udskiftes.

- Man skulle arbejde ekstremt hårdt for at forblive privilegeret og blive på skolen. Det var jo både uddannelse, fodbold og status i samfundet, så at jeg blev på den skole, var et stort privilegium.

Den tid er noget af det, som Rösler har taget med ind i trænergerningen, og det har AGF-spillerne også gang på gang fundet ud af.

- Jeg lærte at kæmpe, fordi der var ingen, der gav mig noget. Jeg var nødt til at gøre mig fortjent til det. Det er mine principper i dag. 

- Det er det, jeg meget ofte har sagt til mine spillere. Der er ingen, som giver det til dig, så du skal gøre dig fortjent til trøjen. 

- Det er min overbevisning, baseret på hvordan jeg er vokset op. Du er nødt til at præstere og arbejde hårdt for at gøre dig fortjent til at repræsentere dit hold, din klub og din by.

Selv om man kan sige flere knap så pæne ting om det kommunistiske styre, er det tydeligt at mærke på Rösler, at han er glad for sin opvækst i Østtyskland.

- Jeg ville ikke være her uden, da min uddannelse i fodbold og det akademiske var rigtig, rigtig god. Jeg er meget taknemmelig for, at mine forældre ikke behøvede at være rige for at betale for det, da regeringen betalte.

- Det har gjort meget godt for mig rent personligt, så det vil jeg ikke glemme. Jeg var privilegeret, men jeg lærte at kæmpe og konkurrere i en meget ung alder.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Stasi ville ødelægge Röslers karriere

Selv om Uwe Rösler havde det godt i Østtyskland, levede han under kommunismens styre, hvor sikkerhedstjenesten Stasi havde øjne over alt.

Og det fandt en ung Rösler også ud af.

En dag blev Rösler hentet af Stasi efter en træning for Lokomotive Leipzig, da han skulle afhøres.

- I dette politiske system kontrollerede Stasi folket. For at kontrollere folk havde man brug for information, da information er magt. Så var det i din familie, hvor der var folk, der udspionerede dig? Var det på dit fodboldhold? Var det blandt dine venner? Det var over det hele.

- For at få fat i alle disse mennesker, forsøgte de selvfølgelig at rekruttere dem. Det vidste vi alle, da vi jo var vokset op med det. Men vi lærte at holde vores mund lukkede, siger Uwe Rösler.

Stasi forsøgte at rekruttere Rösler, da han skulle spionere mod sine medspillere. Stasi ville nemlig vide, hvem som havde tanker om at flygte til Vesttyskland.

Nu havnede Rösler i et stort dilemma.

- Vi lærte kun at tale med folk, som man stolede 200 procent på, og vi levede med det, men så forsøgte de lige pludselig at rekruttere en selv, og så tænkte man: Okay, nu bliver det alvor. 

- For hvis du sagde nej, signalerede du, at du var imod regimet. Hvis du sagde ja, gjorde du noget mod din vilje, som du ikke kunne leve med. Hvordan kommer man ud af denne fælde?

Stasi truede Rösler og gav ham et ultimatum. Enten skulle han være informant, ellers ville de smadre hans karriere på både klub- og landsholdsplan.

Men som i så mange andre dele af livet kæmpede Rösler sig ud af det.

- Jeg var meget heldig over at komme ud af den fælde, da min far gav mig det bedste råd nogensinde. Jeg fulgte hans råd og kom ud af det på den bedst mulige måde.

- Efter det gjorde genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland naturligvis mit liv frit. 

Faderen bad Uwe Rösler om at gå til cheftræneren for at lægge alle kortene på bordet om Stasi, og det endte med, at Rösler aldrig hørte fra sikkerhedstjenesten igen.

Det er en episode, som Rösler er åben for at tale om, men det er vigtigt for ham at pointere, at mødet med Stasi ikke skal være billedet på opvæksten i Østtyskland.

- Jeg har altid haft det godt med at tale om det, fordi det er vigtigt, at folk forstår, hvordan jeg er vokset op. Jeg havde ikke noget at skjule. Verden skal vide, hvordan vi er vokset op som sportsfolk, og under hvilket pres vi har levet. 

- For mig var det ikke et problem, så jeg må sige, at det var én slem episode. Det var ikke mit liv generelt.

- Jeg har altid sagt, at den person, som sidder her i dag i Aarhus, ville jeg ikke have været, hvis jeg ikke havde fået den opdragelse af mine forældre, men især også gennem eliteskolen.

Murens fald ændrede alt

Men i 1989 fandt en 20-årig Uwe Rösler så ud af, at der var andet i livet end Østtyskland. 

Ja, man kan sige, at hele verden åbnede sig op for ham.

I november 1989 faldt Berlinmuren nemlig, som var et stort og betydningsfuldt øjeblik for mange tyskere, heriblandt Rösler.

- Da jeg spillede i England, fandt jeg ud af, at der også var et liv uden for din sport. Jo ældre jeg blev, jo mere lærte jeg også disse sider, hvor man kunne nyde livet mere og mere. 

- Her var murens fald nok starten på det, for i øst var alting meget styret og strengt. Jeg var ung, og nu fik man en frihed, og man måtte lære et liv, hvor det ikke var andre mennesker, som traf valgene for dig. Man måtte lære at træffe sine egne valg i livet. 

Det var blandt andet i forhold til, hvor Rösler nu skulle spille henne, hvor mange penge han skulle spare op, og hvad han helt generelt skulle med sit liv.

- Der var ikke længere nogen, der tog sig af dig, som det østtyske regime gjorde. Nu var du på egen hånd, men med alle muligheder i livet, og jeg omfavnede de muligheder.

- Jeg kunne spille i England, jeg kunne spille i Bundesligaen, jeg kunne få succes, og jeg kunne gifte mig med en pige fra Norge. Jeg omfavnede den frihed og lærte at leve efter min tid i Østtyskland. 

- Tiden før og efter Berlinmurens fald var meget vigtig for mig som person. Jeg er glad for, at jeg var ung nok, da genforeningen kom, så jeg oplevede begge sider.

Kæmpede mod døden

Uwe Rösler kom over på den anden side og fik sig en karriere i både Bundesligaen og Premier League, mens han også blev gift med norske Cecilie.

Alt var nu godt, men i 2003 oplevede han den hårdeste kamp til dato.

Rösler fik diagnosticeret kræft i brystet, da han spillede for Lillestrøm i Norge, og det er en oplevelse, som stadig sidder i AGF-cheftræneren.

- Det var en hård kamp for mig, og det var meget hårdt for mine to børn. Børnene var meget unge, så de forstod ikke, hvad der foregik. Og med min kone… Ja, det var en meget hård tid.

- Ved den første diagnose havde jeg fem procent chance for at overleve. Det var en meget lille chance for mig. Den steg naturligvis, da de fandt den rigtige medicin og den rigtige respons på kemoterapien.

Rösler vandt kampen mod kræften, men der var noget, som ændrede sig dengang.

- Kræften fik mig til at nyde livet mere, fordi det hele kan slutte på et splitsekund. Det har gjort mig til et bedre familiemenneske. 

- Da jeg voksede op, var jeg meget fokuseret på mig selv og på at være konkurrencedygtig, hvor familien så kom i sidste række.

- Efter denne sygdom er familien altid kommet først på grund af det, de gik igennem, og hvor vigtigt familielivet er. Jeg tror, at det var det, kræften fik mig til at indse.

Rösler kommer med et eksempel på, hvordan det hele havde ændret sig for ham, da han var cheftræner for Brentford i 2013.

Her boede han i London, mens familien boede i Manchester flere timer væk, og derfor valgte Rösler at tage en drastisk beslutning.

- I min tredje sæson med Brentford lå vi nummer to i ligaen og var på vej mod oprykning, men efter 20 kampe sagde jeg op. Jeg opsagde kontrakten og rejste hjem på grund af familien.

- Jeg tog så til Wigan, som var tæt på Manchester, så jeg kunne bo hjemme. Jeg havde boet to et halvt år i London, mens min familie boede i Manchester. Der var lang vej, så man kunne ikke tage derhen hver dag. 

- Der kom et tidspunkt, hvor jeg måtte træffe en beslutning, og jeg tog en beslutning for familien. Da jeg var spiller, før jeg fik kræft, ville jeg nok ikke have truffet den beslutning. 

- Der er stor forskel på de to personer. Jeg er stadig den samme, men nogle prioriteter i livet har ændret sig, og det er især familielivet. 

Vil huskes for succesen

Uwe Rösler kan nu se tilbage på en lang karriere både på og uden for kridtstregerne.

Fra et stort talent i Østtyskland og kultstatus i Manchester City til trænerposter rundt i Europa.

Men hvad vil Uwe Rösler egentlig gerne huskes for, når han ser tilbage på sit liv i fodboldverdenen?

- Når folk om 100 år taler om Uwe Rösler, skal det handle om, at jeg har haft stor succes i mit job. Her tænker jeg først og fremmest på min lange levetid som træner.

- Jeg har haft en lang karriere i en benhård branche, hvor det har været i forskellige lande, kulturer, mentaliteter og ejerskaber. Det er efter min mening succes.

Rösler er godt klar over, at han ikke er en del af toppen af kransekagen, som blandt andet Pep Guardiola, Jose Mourinho eller Arsene Wenger, som har vundet mange trofæer.

- Men der er trænere som mig, som kommer til en klub, hvor holdet ikke har præsteret så godt, som man havde forventet eller håbet på. 

- Jeg vil gerne have, at folk snakker om, at Uwe var med til at flytte klubben til et bedre sted – at jeg var med til at udvikle klubben.

- For mig er det succes, siger Uwe Rösler til bold.dk.

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.