




Man forstår godt, hvis Valur-spillerne er rundtossede efter torsdagens nederlag mod FC Nordsjælland i Conference League-kvalifikationen.
Det islandske mandskab var i store problemer og blev i store perioder kørt rundt af FC Nordsjællands spillere, som var flyvende og i decideret målhumør.
Farum-klubben endte med at vinde kampen med hele 5-0, og derfor havde Valur-keeper Frederik Schram et kedeligt gensyn med Danmark.
Schram er født i Danmark og har tidligere spillet for klubber som B.93, OB, FC Vestsjælland, FC Roskilde, Sønderjyske og Lyngby Boldklub.
Schram fortæller til Viaplay efter kampen, at han derfor havde regnet med en svær kamp for Valurs vedkommende.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har spillet her en del gange som U19-spiller og i reserveholdsligaen. Så jeg ved godt, at man nogle gange skal finde løbeskoene frem i stedet for fodboldstøvlerne, da det ikke er meget, som man rører bolden. Det var det heller ikke for os i dag.
- Det var sådan et kampbillede, som vi lidt havde frygtet. Vi havde håbet på 0-0 til pausen, så vi havde et resultat at spille for i anden halvleg. Men det lykkedes slet ikke, siger Frederik Schram til Viaplay.
Han tilføjer desuden, at Valur simpelthen blev kørt ud af brættet i anden halvleg, og derfor endte det i en ydmygelse af islændingene.
Valur er nu ude af jagten på Europa, mens FC Nordsjælland er klar til playoff-runden i kvalifikationen til Conference League.
Her skal FC Nordsjælland møde vinderen af kampen mellem St. Gallen og Sheriff Tiraspol.

FC Nordsjælland
Valur
ECL-kval
































