FC Nordsjælland gik sikkert videre til playoff-runden i Conference League efter torsdagens 5-0-sejr over Valur.
Farum-klubben leverede en dominerende præstation og vandt dermed samlet 7-0 over islændingene. Noah Markmann var tilbage i bagkæden og leverede en stærk præstation.
FCN er nu to kampe fra ligaspillet og møder vinderen af opgøret mellem St. Gallen og Sheriff Tiraspol. Første kamp endte 3-1 til St. Gallen.
Her er Bolds fem fokuspunkter fra opgøret:
Markmann viste klassen
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Noah Markmann fik sæsonens første start, og han viste lynhurtigt, hvorfor han regnes som et kæmpe forsvarstalent.
I løbet af opgørets første tre minutter havde han allerede leveret to knivskarpe dropbolde i Valurs bagrum.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 19-årige dansker var generelt dominerende og særligt en vigtig brik i opbygningsspillet. Det klædte bagkæden, at han var tilbage.
At det er lykkedes at forlænge kontrakten med Markmann, kan vise sig at være sæsonens helt store "transfer" for FCN.
Kom igen, Schram
Spiller fra udeholdet i fokus
Valur havde det svært allerede fra første fløjt.
Islændingenes målmand, Frederik Schram, kan dog være stolt af sin præstation.
Den tidligere Lyngby-målmand diskede op med flere store redninger, og hvis det ikke havde været for ham, kunne det være endt med en kæmpemæssig lussing.
Schram kan i den grad rejse hjem med æren i behold.
Fortet i Farum
Statistik i fokus
Right to Dream Park er ved at udvikle sig til et fort for FCN, når det gælder europæiske kampe.
Ja, Valur var en modstander, der skulle besejres, men ikke desto mindre skete det med manér.
Farum-klubben dominerede fra første fløjt, og sejren kunne snildt have været større.
Med torsdagens sejr er FCN nu ubesejret i de seneste syv europæiske hjemmekampe. Det er blevet til seks sejre og blot én uafgjort.
Seneste nederlag kom i 2018, da Partizan vandt 2-1 i Farum.

Tomt udebaneafsnit
Fans i fokus
Torsdagens opgør stod i skærende kontrast til FC Nordsjællands seneste hjemmekamp i Europa mod GAIS.
Udebaneafsnittet på Right to Dream Park var torsdag aften helt tomt.
Det betød, at det var hjemmepublikummet, der alene skulle stå for stemningen, og det lykkedes også til tider.
Scoringerne væltede ind i anden halvleg, og det frembragte naturligvis stor glæde på stadion.
Gode dispositioner
Træner i fokus
Jens Fønsskov Olsen havde valgt at ændre på fem pladser i forhold til det første opgør.
Det viste sig at være en udmærket beslutning. Prince Junior var ny i startopstillingen, og han var en konstant trussel. Derudover gav det fin mening at spare spillere som Runar Norheim og Tobias Salquist, da FCN-bagkæden kun blev presset sparsomt.
De 11 startere viste, krydret med indskifterne i anden halvleg, at de mere end magtede opgaven. Det var derfor gode taktiske dispositioner af FCN-træneren.

FC Nordsjælland
Valur
ECL-kval





































