AB Tårnby og Vanløse IF duellerede mod hinanden i 3. division i lørdags, og her blev der leveret et drømmemål.
I midten af anden halvleg stod 20-årige August Andersen nemlig for et flot saksesparksmål for Vanløse IF.
Et indkast i højre side dumpede ned i AB Tårnby-feltet og hoppede over flere spillere. Vanløse-spilleren stod dog parat i feltet og kastede sig akrobatisk rundt i et saksespark.
Bolden endte på vild vis med at stryge op i målhjørnet til 1-0 for udeholdet efter 61 minutter.
August Andersen siger til bold.dk, at han er ganske godt tilfreds med det akrobatiske mål.
- Jeg ramte den ikke særlig hårdt, så jeg nåede at kigge efter den, og så kunne jeg se, at den strøg op i hjørnet. Man blev bare ramt af en glæde, og man vidste, at det var et flot mål. Det betød meget i en kamp, som ikke var chancepræget. Det passede godt, siger August Andersen til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Har du øvet dig på saksespark?
- Det er længe siden, at jeg har øvet mig på det. Det er ikke fordi, vi øver saksespark i Vanløse, men mig og min bror gjorde det, da jeg var lille. Det gør man bare, når man hygger sig med spillet og har det sjovt.
Kampen endte med en 2-0-sejr til Vanløse, men Andersens mål kommer til at koste dyrt.
- Efter kampen fik jeg at vide, at det var klasse, og det var også mit første mål for Vanløse, så det koster lidt ekstra i bødekassen, når det både er mit første mål og så et godt et af slagsen, siger August Andersen til bold.dk og tilføjer.
- Jeg kender ikke beløbet, men den (bøden, red.) bliver nok ikke sjov at se. Det tager jeg dog med. Det havde jeg gerne solgt den for inden.
Vanløse er nummer fire i 3. division.
Midtbanespilleren har en fortid i SfB-Oure FA og Køge.
Du kan se målet på 3-division.dk.