








Superliga-nedrykkerne fra Vejle skulle søndag have besøg fra Nordsjælland, hvor Hillerød lagde vejen forbi i Betinia Liga.
Hillerød rystede værterne tidligt, da sløset forsvarsspil blev straffet af Saman Jalaei, som var over en ripost fra Jakob Sigurdsson og gjorde det til 1-0.
Føringen stod dog kun i 10 minutter, for så var favoritterne tilbage i opgøret.
Vejles Tobias Lauritsen lagde et indlæg, som Tobias Bach nærmest tæmmede i nettet med brystet til 1-1.
Men der var ikke lukket for målene før pausen der.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sigurdsson, som så sin store chance blive reddet tidligt i opgøret, fandt plads fem minutter før pausen, og på akrobatisk vis fik den islandske teenager sendt en halvflugter i nettet til 2-1.
Derfor gik nordsjællænderne til pause med en 2-1-føring.
Målfesten fortsatte
Efter pausen flyttede momentum entydigt i Vejles favør, og det var gæsterne, der kom under pres.
En uheldig afretning fra Andreas Høyer resulterede i et selvmål fra Hillerød-forsvareren, og så stod der 2-2.
Men Hillerød var ikke ude af opgøret trods udligningen, og det satte Mikkel Mouritz en tyk streg under med sin afslutning fra distancen, som igen bragte slotsbyen i front i Nørreskoven efter 68 minutter.
Alligevel var det Vejle, der så ud til at trække det længste strå.
Første gang ved Mikkel Duelund, som fik chancen fra ellevemeterpletten, efter Tobias Bach var blevet nedlagt i feltet et lille kvarter før tid. Den eksekverede den forhenværende AGF’er til 3-3.
To minutter senere unge Bismark Edjeodji få et jubelbrøl til at bryde ud, da han satte foden på et Tobias Bach-indlæg til en 4-3-føring, som den 19-årige ghaneser fejrede i stor stil.
Men det var ikke et punktum for målene, for 18-årige Noah Kretzschmar ville også lege med, og det gjorde han tre minutter senere, da han var over en ripost på et frispark til stillingen 4-4.
Det kunne meget passende have været punktum, men Vejle troede på sejren indtil det sidste, og presset blev for meget for Hillerød.
I det sjette og sidste minuts overtid kom Vejle i front med 5-4 på Mike Vestergårds sidste fod efter en rodet omgang klumpspil på hjørnespark, og det mål blev det sidste i kampen efter hele fire mål i de sidste 12 kampminutter.

Vejle Boldklub
Betinia Liga
Hillerød




































