Vejle har sikret sig Christian Sivebæk på en lejeaftale for resten af forårssæsonen. Dermed vender kantspilleren tilbage til den klub, som han forlod for blot et halvt år siden.
Vejles cheftræner Klebér Saarenpää mener, at det er en fordel, at både Sivebæk og Vejle kender hinanden særdeles godt.
- Der er mange plusser i det her for VB og for Christian Sivebæk. Spillertruppen får tilført en kvalitetsspiller som vi kender godt og samtidig kender han os. Det betyder, at tilvænningsperioden bliver minimeret, da Christian kun har været væk i seks måneder. Jeg har fulgt hans ophold i Viborg på afstand og ser frem til igen at kunne råde over ham.
- Christian er jo en klassisk højrekant med en god spilforståelse. Spidskompetencen er farten og gennembrudsstyrken. Vi ledte efter en løsning på kanten i efteråret og ser nu frem til at få det maksimale ud af Christian Sivebæk i den kommende halvsæson, siger Saarenpää til Vejles hjemmeside.
Sivebæk spillede 72 kampe i Vejle-trøjen fra 2012 til 2015.


Vejle Boldklub
Betinia Liga





























