Viborg FF -Verhagen tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk
2020-06-10 08:52:57
Foto: Viborg FF

Verhagen tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk

Bernio Verhagen er nu blevet tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har nu rejst tiltale mod Bernio Verhagen for bedrageri og dokumentfalsk.

Den 26-årige hollænder er i forvejen tiltalt for blandt andet voldtægt, røveri og flugt fra politiet.

- Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en 26-årig mand for bedrageri og dokumentfalsk ved i perioden mellem den 3. juli 2019 og den 13. november 2019 at have bedraget en fodboldklub ved at have sendt mails og beskeder, der ikke kom fra de angivne afsendere. 

- Den 26-årige er desuden tiltalt for forsøg på bedrageri og dokumentfalsk mod en anden fodboldklub, oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

bold.dk kunne i december fortælle, at Midt- og Vestjyllands Politi havde sigtet Bernio Verhagen for bedrageri, efter at Viborg FF havde politianmeldt ham.

Anmeldelsen kom efter flere afsløringer på bold.dk og i B.T., om at Bernio Verhagen efter alt at dømme ikke er professionel fodboldspiller, og at han fik kontrakten i Viborg på baggrund af falske mails fra det store agentfirma Stellar Group, der lovede guld og grønne skove og et hurtigt videresalg til Kina.

bold.dk har ligeledes afsløret, at det ikke kun var Viborg, som modtog falske mails fra Stellar Group. Det samme har Lyngby, Næstved og Hobro. I de tre klubber blev det dog ikke til andet end den første henvendelse.

Den anden klub, som henvises til i pressemeddelelsen, er Lyngby Boldklub, som også modtog falsk tilbud fra en falsk fodboldagent, men klubben opdagede svindelnummeret. Du kan læse mere om den historie, som blev bragt på bold.dk i december sidste år, her.

Bernio Verhagen har siddet varetægtsfængslet siden 27. november 2019. 

Viborg FF oplyser til bold.dk, at de ikke ønsker at kommentere sagen.

Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce