

Viborg var på vej mod anden sejr i træk hjemme mod Helsingør, men i de døende minutter sikrede nordsjællænderne sig det ene point via 1-1.
Det ærgrer Christian Sivebæk, som over for Viborg Stifts Folkeblad betegner indsatsen som svingende.
- Det var træls at smide den her. Nogle gange er det fint nok ikke at spille helt perfekt, men så skal vi bare have de tre point med os alligevel, siger Sivebæk til lokalavisen.
- Det, vi viste i første halvleg, var rigtig godt, men vi skal kunne spille godt i en hel kamp, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive ved med at være helt oppe i toppen, hvor vi gerne vil være. Kontrasten mellem første og anden halvleg var lige stor nok i dag.
Viborg ligger trods det ene point fortsat nummer et i 1. division med et enkelt point ned til Silkeborg.



Viborg FF
Betinia Liga

































