December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.
Bag ottende låge finder vi en meget populær spiller for Viborg. Han er faktisk den mest populære fra domkirkebyen i denne sæson.
Der er tale om Thomas Jørgensen, som måske selv har haft en finger med i spillet.
- Jeg fik at vide, at jeg var den mest populære i Viborg, da jeg selv var oppe og købe nogle trøjer til familien, griner Thomas Jørgensen.
- Der fik jeg at vide, at jeg ligger nummer ét i Viborg, hvor jeg så fik svaret: 'Det er jo klart, når jeg selv er oppe og købe seks trøjer. Jeg er jo den, der hjælper allermest til det'.
Et stort skulderklap
Tilbage i oktober valgte Bold at undersøge, hvilke spillere der sælger flest trøjer med tryk bagpå i Superligaen.
I top fem i Viborg FF fandt man spillere som blandt andre Mads Søndergaard, Jeppe Grønning og Thomas Jørgensen, hvor sidstnævnte er den mest populære blandt de grønblusede fans.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er noget, som profilen glæder sig over.
- Det er meget fedt, og det afspejler også lidt den anerkendelse, man har fortjent med det hårde arbejde, man har lagt i det. Så det er rart, at der kommer endnu flere statistikker, som er fede at læse og høre om.
Hvordan er det at vide nu, at folk går ned og køber Viborg FF-trøjer med dit navn bagpå?
- Det er virkelig et skulderklap i forhold til, at man lægger så meget hårdt arbejde hver dag på fodboldbanen. I sidste ende kan du mærke en glæde over det. Det er rart at læse sådan nogle ting og kunne mærke sådan nogle følelser, når der kommer sådan nogle gode historier ud af det.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jørgensen fik selv overbragt nyheden af Viborg FF's salgschef, da han skulle hente gaver til resten af familien Jørgensen.
- De skulle allesammen have den nye trøje. Så mødte jeg vores salgschef, som var dernede på det tidspunkt. Der fik han så fortalt, at der kommer en god nyhed på Bold dagen efter.
- Der kunne han så fortælle, at det var trøjer med nummer ti på, som er mest populær.
Er der nogen af de andre på holdet, der driller dig med, at du ligger nummer 1?
- Nej, ikke endnu. Men jeg tænker da, at jeg nok kommer til at høre lidt på det, når det her kommer ud, griner Thomas Jørgensen.
Ajax-trøje er favoritten
Viborg FF-fansene er altså glade for fodboldtrøjer med Thomas Jørgensen bagpå.
Profilen er ligeledes fan af trøjer, og han har da også byttet sig til flere på nuværende tidspunkt i karrieren, da det er minder for livet.
- Jeg synes, at det er fedt med fodboldtrøjer. Nu ved jeg, at vi er rigtig mange, der går og bytter trøjer her på U21-landsholdet og tager vores egne med fra klubben. Det symboliserer virkelig, hvor gode venner man har, når man så kan have deres trøjer hængende derhjemme.
- Det er en fed ting i forhold til, at du kan have en eller anden form for gave fra en ven. Det er det især med trøjebyt. Du vil hellere end gerne bytte en trøje med en god ven.
- Det er fedt at få noget med hjem, som du kan huske tilbage på, når ens karriere slutter.
Jørgensen har flere forskellige trøjer i sin samling, som han er glad for.
Men Bold 'tvinger' ham dog til at vælge hans favorit.
- Jeg vil sige, at den største trøje lige nu, jeg har byttet mig til med en af mine venner, er nok Anton Gaaeis. Han spiller jo i Ajax, og det går godt.
- Da jeg første gang kom med på U21-landsholdet, var det meget fedt at snakke med Gaaei, da han havde været i Viborg. Han havde taget et skifte, som du selv drømmer om ved at spille i udlandet.

Foto: AnpSport/Ritzau Scanpix
- Vi blev så på et tidspunkt enige om at bytte trøjer, og den, som han kom med, er rigtig fed, da det også er fra en stor klub.
Har du den liggende i skuffen, eller hænger den oppe på væggen?
- Mine trøjer kommer lidt på skift op at hænge, fordi jeg har et rum, hvor der er plads til tre trøjer. Der er det lidt forskelligt med trøjer fra gode venner og fede trøjer fra forskellige klubber.
Trukket i løn af Viborg
Thomas Jørgensen har for det meste byttet sig til trøjer, når han har været afsted med diverse ungdomslandshold.
Det er nemlig ikke helt nemt at bytte trøjer efter kampe, når man spiller i Viborg FF.
- Nej, det har jeg faktisk ikke gjort så meget. Men det er også, fordi vi bliver trukket i løn af Viborg, hvis vi gør det. Vi må ikke bytte trøjer ud, siger Thomas Jørgensen med et stort grin.
- Der holder jeg lidt mere på trøjerne, så jeg ikke bliver trukket hver måned for det.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Steinlein stiller Tullberg-garanti
Hattrick | Afsnit 7Vi starter Hattrick med Brøndby, som gerne vil af med Benjamin Tahirovic, og ham står Genk altså klar til at samle op.
Læs mere
Viborg FF
3F Superliga



























