December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje, har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.
- Vi sad jo og jokede med, at den kunne gå viralt, men vi havde aldrig i vores vildeste fantasi troet, at det ville stikke af på den måde, det gjorde.
I 2023 mødtes graffiti- og airbrushkunstneren Mickey Nielsen med OB’s kommercielle direktør Jack Jørgensen og fanshop-manager Jonas Breum på et kontor i Ådalen.
Det fynske fodboldflagskib ville i et forsøg på at komme væk fra klubbens lidt støvede og måske kedelige image lancere noget, der skulle få folk til at tabe kæben og binde by og klub sammen.
Om det var i raseri eller begejstring, var sådan set ligegyldigt.
Formålet var at turde gøre noget anderledes.
Resultatet blev en opvarmningstrøje, der i den grad delte vandene, men som også udviklede sig til at blive den største enkeltstående omtale, der nogensinde har været af OB i klubbens historie.
Artiklen fortsætter efter billedet

Væk med den grå mus
Med Odin-symbolet på brystet og den fynske lindorm på ryggen trådte den frem som et stykke beklædning, der differentierede sig i mængden.
- Jeg mente, det ville være oplagt at gå ind i den nordiske mytologi på grund af Odenses historik, men også for at lave noget, der skilte sig voldsomt ud i forhold til alt andet.
- OB ville gerne væk fra at være den kedelige klub. Den grå mus. Vi ville råbe op og prøve noget nyt med det her, fortæller Mickey Nielsen, der var idémanden bag.
Danish side Odense Boldklub have dropped the most metal football kit ever 😱 pic.twitter.com/U0LglFs8NM
— GOAL (@goal) August 11, 2023
Gennem 40 år har han mere eller mindre levet af at lave graffiti og kunst med airbrush, og så er han ikke mindst en mand med et gigantisk OB-hjerte, der ligeledes har udsmykket spillertunnellen og fanzonen på Nature Energy Park.
Mickey Nielsen gik hjem, åbnede døren til sit værksted og endte med at bruge små 150 timer foran iPad’en på at lave skitser og udkast, inden han sendte det færdige resultat afsted.
Sabbi var i chok
Udkastet landede lidt senere i indbakken hos Jack Jørgensen, og så var trøjen og hele idéen faktisk lige ved at blive kasseret, fortæller OB’s kommercielle direktør.
- Jeg fortæller tit til mine medarbejdere, at vi skal have modet til at turde, og at det kun er de døde fisk, der svømmer med strømmen.
- Men da jeg så trøjen første gang, tænkte jeg ’shit, det kan vi ikke det her, den er simpelthen for vild’. Men omvendt kunne jeg ikke tabe ansigt foran mine medarbejde, som jeg netop havde bedt om at udvise mod.
- Og så gjorde vi det.
Men det var ikke, fordi truppen kastede armene i vejret i ren eufori.
Tværtimod tog den tidligere OB-kant Emmanuel Sabbi og cheftræner Andreas Alm afstand til designet på deres helt egen måde.
- Sabbi troede, det var en dårlig joke Der var ikke nogen, der kunne fordrage den, og jeg kan huske, at Andreas kom op til os og sagde, at de havde prøvet den, men at den simpelthen var for tung.
- Den vejede simpelthen for meget. Det var måske hans måde at forsøge på at få den til at forsvinde igen, griner Jack Jørgensen.
Mickey Nielsen kan også huske, hvordan den blev modtaget.
- Det var jo overvældende og skørt at opleve, hvordan den også delte vandene. Der vil altid være et par enkelte, der synes, det er noget lort, det man laver.
- Andre synes, det er fedt. Og det er helt fint for mig. Negativ reklame er også god reklame, og der er tit 200 millioner meninger om, hvordan tingene skal være.
Gik viralt
Det store internationale medie Goal, der har langt over 30 millioner følgere på deres sociale medier, delte på et tidspunkt et billede af trøjen, og der kom ekstra vind i sejlene, fordi det var fynboernes viking-lignende forsvarskriger, Bjørn Paulsen, der var iklædt den.
En detalje, man bestemt ikke skal underkende.
- Det har betydet alt, tror jeg, siger Mickey Nielsen.
- Havde det været hvilken som helst anden spiller, tror jeg ikke, den var gået viralt. Det må jeg ærligt indrømme. Manden ligner jo en viking og ser hård ud, så det er et superfedt billede, og det var oplagt at lade ham være ansigtet på den.
OB endte med at vinde priser for trøjen, og den blev udsolgt på rekordtid.
På godt og ondt var det et lys i mørket i en sæson, der endte i nedrykning et lille år senere.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere

OB
3F Superliga



































