



VSK Aarhus udfordrede Superliga-storebroren AGF i torsdagens lokale pokalbrag, og 2. divisionsmandskabet tvang sågar AGF ud i forlænget spilletid.
VSK-spilleren Jacob Green-Pedersen følte også på banen, at holdet var godt med i opgøret.
- Lige nu er det klart, at den gør lidt ondt, forklarer Jacob Green-Pedersen til TV3 Sport efter 3-1-nederlaget.
- Jeg føler, at vi - især i ordinær spilletid - har et rigtig godt tag i AGF. Der er flere tidspunkter, hvor jeg tænker, at den godt kan holde hele vejen hjem (VSK Aarhus kom foran 1-0, red.).
- Men det er klart, at det begynder at knibe lidt med benene i forlænget spilletid ved 1-1, og da de så får et mål på hjørnespark, som er en tilfældighed, så begyndte løbet at være kørt.
- Så lige nu er den lidt sur, men når man kommer hjem og får sovet på den, så kan det godt være, at det er lidt bedre, end man føler lige nu, forklarer Jacob Green-Pedersen til TV3 Sports reporter.
Nederlaget betyder, at AGF avancerer til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen.


AGF
VSK Aarhus
Oddset Pokalen

































