

Valencia havde gode kort på hånden forud for returopgøret mod Villarreal på Mestalla i Europa Leagues kvartfinale.
Første opgør havde kastet en 3-1-sejr til danskerklubben af sig, og dermed skulle Valencia - med Daniel Wass fra start - bare sørge for ikke at tabe med tre mål i torsdagens kamp.
Valencia-anfører Dani Parejo satte den første streg ud for skudstatistikken efter ti minutters spil, men udeholdets keeper Andres Fernandez sørgede for fortsatte forhåbninger om avancement for Villarreal.
Det håb så godt som slukkede Antonio Latorre dog få minutter senere, da han dirigerede Goncalo Guedes' indlæg i nettet til 1-0 til Valencia.
Kevin Gameiro havde en glimrende mulighed for at sende sit hold på sikker semifinalekurs få minutter før pausen, men et fornemt indgreb af en Villarreal-forsvarsspiller sørgede for, at stillingen fortsat kun var 1-0 ved pausen.
Knap ti minutter efter anden halvlegs start slukkede Dani Parejo dog endegyldigt for spændingen. Hans frispark uden for feltet blev rettet af i Villarreal-muren, og det snød Andres Fernandez, der ikke kunne nå at reagere. 2-0 til Valencia.
I anden halvleg overtog Villarreal initiativet i kampen i jagten på comebacket.
Men Den Gule Ubåd havde ikke held til at udnytte spilovertaget, selvom Manu Morlanes med ti minutter igen truede mod hjemmeholdets mål, ligesom Pablo Fornals i tillægstiden var tæt på scoring med sit frisparksforsøg.
Derfor måtte Villarreal-supporterne rejse slukørede hjem fra Mestalla, mens Valencia-spillerne kunne juble over avancement til Europa League-semifinalen efter en samlet 5-1-sejr over to kampe.
Her venter engelske Arsenal i to opgør om adgang til finalen, der spilles i Baku i Aserbajdsjan den 29. maj 2019.


Villarreal
Valencia
Europa League

































