2026-01-03 16:38:43

AB sender kantspiller en række ned

Osama Murshed skal finde mere spilletid, og derfor udlejes den 19-årige kantspiller fra AB til Sundby. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AB er flyvende og overvintrer på førstepladsen i CampoBet 2. division, men de gode præstationer har fået konsekvenser for Osama Murshed, der ikke har kunnet spille sig på holdet. 

Det tager Uglerne nu konsekvensen af, og den 19-årige kantspiller bliver således udlejet til Sundby på en aftale, der gælder resten af sæsonen. 

I CampoBet 3. divisionsklubben er man spændt på at få Murshed ind til den forreste kæde. 

- Osama er hentet ind for at tilføje lidt skarphed i det offensive, og vi håber meget på, at han kan være med til at sikre endnu et år i 3. division, skriver Sundby på Facebook. 

I AB-lejren har man vurderet, at Murshed ville have godt af at komme på græs, siger sportsdirektør Jen Chang. 

- Vi mente, det var vigtigt for Osama at komme ud på en lejeaftale og potentielt få flere spilleminutter. Hos Sundby får han en god mulighed for at udvikle sig yderligere på seniorniveau, lyder det fra Chang på AB’s hjemmeside. 

Osama Murshed har blot spillet 34 minutters fodbold for AB i indeværende udgave af 2. division, mens det er blevet til yderligere én kamp i pokalturneringen. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce